Der er en fælles kerne i visionerne blandt de grønne fællesskaber. Visionerne er formulerede på mangfoldige måder og forstås naturligvis ud fra det enkelte fællesskabs perspektiv og virkelighed. Men grundlæggende ønsker de alle at bevæge sig i den samme grønne retning.
I forbindelse med fejringen af Landsforeningen for Økosamfunds (LØS) 30-års jubilæum den 28. oktober 2023, havde jeg fornøjelsen at designe og facilitere store dele af dagens program. I den forbindelse læste jeg 10-15 visioner fra fællesskaber der er knyttet til LØS. Det førte til nedenstående kollage, der var introduktionen til eftermiddagens afsluttende session; Dine og mine visioner for de næste ti år.
Hvorfor en samlende vision?
Fordi en fælles vision kan løfte de enkelte fællesskaber og fællesskabsbevægelsen op på et nyt niveau:
- Det vil øge det enkelte fællesskabs muligheder for at virkeliggøre sine visioner, så flere dimensioner af det gode og bæredygtige liv bliver til virkelighed i medlemmernes hverdagsliv.
- Fordi verden kalder på, at der tages nye skridt i omstillingen til bæredygtige samfund. Fra historien ved vi, at de store forandringer kommer nedefra: Vindmølleeventyret, økologisuccesen, økosamfund der skaber rammer for et liv med høj livsstilfredshed og lav miljøbelastning, den veganske bevægelse og meget andet, har alle sine rødder i en folkelig innovation, der er groet blandt civilsamfundets ildsjæle og erhvervslivets grønne pionerer.
Forskellen på nu og tidligere er, at fællesskabsbevægelsen har en størrelse og kraft, der ville kunne gøre en forskel, hvis vi evner at samarbejde om en fælles vision. Bevægelsens potentialer kan anskues ud fra tre perspektiver:
- Fællesskabernes rolle er i den store omstilling.
- Bud på en fælles vision.
- Sunde relationer og radikalt samarbejde.
Fællesskabernes rolle i den store omstilling
På en permakultur festival i 2023 faciliterede jeg workshoppen et fællesskab af fællesskaber. Her gav jeg et bud på, hvad fællesskabernes og bevægelsens rolle er i den store omstilling. Som jeg ser det er det fællesskabernes opgave at skabe rammer for 1) det gode liv, 2) folkelig innovation og 3) en politisk ja-bevægelse.
Det gode liv
- Skabe attraktive billeder af bæredygtige livsformer. Billeder der vækker håbet og lysten til at omstille sit liv og lokalsamfund.
- Høj Livstilfredshed, lav miljøbelastning og lokal udvikling (essensen af økosamfund), samt økosamfundenes lev-og-lær pædagogik, er et af de attraktive billeder.
Folkelig innovation
- Regenerative løsninger der genopbygger de sociale og naturlige systemer.
- Nye organisationsformer
- Kooperativ og demokratisk organisering, sociokrati, finansiel permakultur m.m.
- Samarbejde, fællesskab og magt-med som alternativ til konkurrence, individualisering og magt-over
- Udvikle kommercielle modeller der har afsæt i vores hverdagsliv, lokalsamfund og tankerne om et regenerativt samfund.
Politisk JA-bevægelse
- Opbygge en folkelig bevægelse, der insisterer på at leve omstillingens gode liv. Og som samtidig er i stand til at skabe de nødvendige systemforandringer
- Sætte dagsorden på Christiansborg
- Livsstilsforandringer som Klimastrategi
- Grøn folkeoplysning, demokratisk fornyelse og grønne eksperimentalzoner
- Andre gode ideer
Et bud på en fælles vision
Skal miljøfællesskaberne bevæge sig i samme retning, skal vi se på os selv, hinanden og vores fællesskaber med nye øjne. Vi skal tænke mere i behov og mindre i politik. Lave eksperimenter og bringe vores visioner, erfaringer og ressourcer i spil på nye måder.
Skal miljøfællesskaberne bevæge sig i samme retning, skal vi se på os selv, hinanden og vores fællesskaber med nye øjne
Hvordan? Det er et stort og svært spørgsmål. Samtale fremmer forståelsen. Skal vi starte med at formulere en fælles vision? Her er mit bud på en vision, formuleret ud fra vision, mission og mål:
VISION: Styrke det økonomiske, regenerative og læringsmæssige samspil på tværs af fællesskaber og lokalsamfund
MISSION: En søgebevægelse hvor vi igangsætter fremtidseksperimenter og arbejder med den fælles billeddannelse.
MÅL
- Starte samtaler om fællesskabernes og bevægelsens rolle i den store omstilling
- Skabe billeder af en omstillet fremtid, der har afsæt i vores hverdagsliv, lokalsamfund og tankerne om et regenerativt samfund.
- Igangsætte initiativer og eksperimenter. To ideer er oplagte:
- En grøn paraplyorganisation med foreninger der repræsenterer enkeltpersoner og fællesskaber, hvor alle lever en form for grønt hverdagsliv: Permakultur, Praktisk Økologi, Økologisk Byggeri, Økosamfund m.fl.
Foreningerne er fælles om forenings- og projektoradministration og driver en platform der giver bevægelsen en samfundsmæssig stemme. - En grøn markedsplads, der består af en digital handelsplatform og en flytbar markedsplads, der understøtter udviklingen af lokale grønne markeder.
- En grøn paraplyorganisation med foreninger der repræsenterer enkeltpersoner og fællesskaber, hvor alle lever en form for grønt hverdagsliv: Permakultur, Praktisk Økologi, Økologisk Byggeri, Økosamfund m.fl.
- Kortlægge fællesskabernes/organisationernes behov og ressourcer i forhold til det fælles projekt.
- Praktisere radikalt samarbejde (se herunder)
- Skabe institutionelle og økonomiske strukturer der understøtter lokal regenerativ udvikling.
Sunde relationer
Blev jeg klogere på min drøm om et fællesskab af fællesskaber, efter sommerens workshop på permakultur festivalen ? Nej, ideen var for abstrakt for dem der deltog. Kender jeg det næste skridt? Nej, men jeg tror at det forudsætter sunde samarbejdsrelationer og radikalt samarbejde.
En erfaring fra økosamfundsbevægelsen er, at sociale relationer er det mest udfordrende og det mest givende aspekt, når vi bor og lever sammen. Intet fællesskab er brudt sammen pga. mangel på solceller eller komposttoiletter. Men mange er gået i småstykker på grund af manglede tillid.
Sociale relationer er det mest udfordrende og det mest givende aspekt, når vi skal bo og leve sammen
Tænk på hvad der skete i Alternativet, da partiet imploderede i 2020. Det var mistillid og samarbejdsvanskeligheder, ikke politiske uenigheder, der skabte splittelsen.
Det samme skete i et samarbejde i årene 2014-2018 på tværs af grønne foreninger. En formand kørte solo og evnede ikke at indgå i et lyttende samarbejde med de andre foreninger, hvorfor samarbejdet faldt fra hinanden.
For at undgå at havne i en situation, hvor det er mistillid og samarbejdsvanskeligheder, frem for det politiske og visionære der skaber rammerne for arbejdet, har vi brug for at udvikle nye konflikthåndterende samarbejdsformer. Radikalt samarbejde siger lidt om hvad det går ud på.
Radikalt samarbejde
“Ingen kan gøre det alene. Mange prædiker radikalt samarbejde, men meget få er opsat på at skabe de afgørende win-win-win partnerskaber. Udfordringen er at skabe et ligeværdigt og retfærdigt samarbejde.
Organisationer og tænkere tilslutter sig ideen om regenerativ forretning, men få er åbne for ægte samarbejde. Mange sætter deres personlige interesser først, hvilket reducerer chancerne for at skabe effektfulde partnerskaber. Med hjælp af en metafor fra naturen, ser vi hajer strejfer rundt og overtager viden og ekspertise fra engagerede individers og gruppers hårde arbejde. Der er brug for et reelt skift i den måde vi samarbejder på. I måden vi opbygger samarbejde mellem organisationer og praktikere, for i fællesskab at fremme det regenerative felt. Vi har brug for, at praktikere går foran med et godt eksempel, ved at implementere den vision de prædiker“
Citat og illustration: Positive and the Regenerative business space: learnings and perspectives.
Mange hilsner
Ditlev Nissen,
Lev-og-lær facilitator og aktiv i Landsforeningen for Økosamfund på 29. år.