Konsensus kan ses som demokratiets fornemmeste beslutningsform, hvor det er samtalen, og ikke afstemningen, der afgør beslutningen. Faciliterede dialogprocesser kan føre til gode og langtidsholdbare beslutninger.
Konsensusprocesser er ofte mere langtrukne end den traditionelle flertalsbeslutning med afstemning. Det skyldes at alle forbehold og indvendinger skal tages alvorligt. Lykkes det kan det føre til beslutninger der har lang holdbarhed, fordi de betydningsfulde sten er blevet vendt og drejet undervejs i processen.
Konsensus er et smukt ideal, men ikke altid nemt at praktisere. Specielt hvis parterne ikke er rede til at søge en beslutning, alle kan gå ind for. I Christiania, hvor jeg boede fra 1993 til 2006 – og igen fra 2021, fører konsensusdemokrati ofte til konsensustyranni, fordi parterne ikke evner at lytte til og smelte forskellige holdninger sammen til en fælles beslutning.
Vil man ophøje konsensus til et brugbart demokratisk ideal, er der brug for metoder til at håndtere situationer, hvor der ikke er fuld enighed.
Tre definitioner
1: ”Konsensus betyder ikke enighed, men fælles forståelse / accept / samtykke. Man kan altså godt være uenig, men accepterer alligevel en beslutning hvis den betyder meget for andre og ikke ødelægger væsentlige elementer hos én selv.”
Tony Andersen, Økologisk organisering er håbet. Øko-net nr 32 juni 1999
2: Hvordan opnås konsensus når der ikke er fuld enighed?
Der er konsensus når følgende er opfyldt:
- Alle parter er enige.
- De fleste er enige og dem, der ikke er det, føler alligevel at debatten har været fair og tilfredsstillende. Vedtagelsen repræsenterer den generelle stemning på mødet, og derfor kan mindretallet samtykke.
- Mødet anerkender, at der er forskellige meninger, og at mindretallets opfattelse skal optages i selve beslutningsforslaget og ikke kun i forhandlingsprotokollen.
- Alle er enige om at udskyde sagen. Der er enighed om, at der ikke kan vedtages noget.
Kirkernes Verdensforbund, Kristeligt Dagblad, november 2001
3. Konsensus med en nødudgang
I nogle fællesskaber kombinerer man konsensus med afstemningen. I første omgang søger man at opnå konsensus. I anden omgang 90 % opbakning. Og I tredje omgang søges der 75 % opbakning. Lykkedes det ikke, bortfalder forslaget.
I andre fællesskaber skal de der er uenige sætte sig sammen og udarbejde et forslag, som alle parter kan bakke op om. Derefter tages forslaget igen op på fællesmødet/i det besluttede forum.
Beslutning ved samtykke
Beslutning ved samtykke er et alternativ til konsensus- og flertalsbeslutninger. Metoden kommer fra sociokrati, der betyder “styring af mennesker der har et socialt forhold til hinanden”. Når der skal træffes en beslutning, kan man enten samtykke eller komme med indvendinger. En indvending er et krav om, at der skal ske en forbedring af forslaget
Indvendinger kan ikke blokere eller aflive et forslag. Til gengæld ses de som en værdifuld feedback, der kan være med til at forbedre forslaget. En beslutning er truffet, når der ikke er nogen/flere indvendinger.
En afgørende forskel på samtykke og konsensus er, at man ikke kan blokere eller nedlægge veto over for et forslag. Man kan komme med indsigelser, der kan bidrage til at forbedre forslaget. Er man stadig forbeholden over for et forslag, noteres ens forbehold i beslutningsreferatet, som så indgår i evalueringskriterierne i cyklussen beslutning-udførsel-evaluering. I det lys minder det om den tredje ‘form’ for konsensus: Mødet anerkender, at der er forskellige meninger, og at mindretallets opfattelse skal optages i selve beslutningsforslaget og ikke kun i forhandlingsprotokollen.
Dialog og facilitering fremmer positive konsensusprocesser
Dialog er den vigtigste arbejdsform i en organisation der har valgt at benytte konsensus som beslutningsmetode. I vanskelige tilfælde – hvor man i den traditionelle organisation ville benytte afstemning og kampvalg – må man benytte den faciliterede dialog eller mægling.
Dialog: En samtale hvor man gennem gensidig respekt og forståelse ønsker at forstå modpartens holdninger og forskelligheder
Facilitering / faciliteret dialog: Dialog med aftalte spilleregler, ledet af en uvildig mødeleder eller konfliktmægler.
Dialog og konsensus højner demokratiet, en artikel fra 2003, giver mange konkrete metoder til at fremme konsensus beslutningsprocesser.
Om beslutningsprocessen
I beslutningsfasen fremlægges analyser, værdier og perspektiver og argumenterer for og i mod (i dette tilfælde budgettet i Permatopia), med henblik på at forhandle et beslutningsgrundlag på plads, så det får så bred en opbakning som mulig. Inden budgettet vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, tages nogle principielle beslutninger om beboernes indbetalinger skal ske via et omkostningsbidrag, en abonnementsordning eller noget helt tredje. I den fase er det oplagt at lave dialog på gulv, hvor et holdningsbarometer kan giv budgetforhandlerne en fornemmelse af holdningerne i fællesskabet.
Uanset om et fællesskab træffer sin beslutninger ved almindelig stemmeflerhed (som vi gør i Permatopia), kvalificeret flertal (fx min 75 % opbakning) eller konsensus, er det afgørende at parterne lytter til hinandens argumenter, lytter til visdommen i nej’et og hører hvad der skal til for at mindretallet vil stemme for flertallets forslag.
At træffe beslutninger er en undersøgende, lyttende og argumenterende proces, hvor partnerne får indsigt i hinandens værdier, perspektiver og prioriteter. Det er værdifuldt at lave et følgedokument der beskriver de forudsætninger og forventninger som beslutningen hviler på, samt de bekymringer et mindretal kan have ved beslutningen. Et sådan dokument indeholder værdifuld viden, når man på et senere tidspunkt skal evaluere beslutningen.
Sakset fra Når 150 beboere skal vedtage et budget på 37 mil. kroner.
Frøet – Et fast punkt på fællesmødets dagsorden
Til slut et guldkorn om mødets åbne sind:
“Vi fandt frem til, at nogle af konflikterne var fortænkte. Når nogen kom med nye forslag, blev alliancer fundet frem og gamle skyttegrave gravet på ny. Vi spurgte os selv, hvordan vi kunne komme om ved den barriere, at det betød noget, hvem der stillede forslaget, at nogen per automatik frygtede nye tiltag og havde lettere ved at se begrænsningerne frem for mulighederne.
Svaret blev ”Frøet”: Et fast punkt på fællesmødets dagsorden, hvor nye ideer kan sås, hvor man kan præsentere sine ideer og nye forslag uden at nogen kommer med indsigelser eller forbehold.
”Det har betydet, at en masse af de lidt tankeløse og ligegyldige forbehold, der ofte dræber ideerne i opstarten, ikke får plads. De holder ikke til flere ugers eftertanke. Det har betydet at smukke ideer og visionære tanker får lov at ligge i luften en tid, og selvom nogle ideer er for urealistiske og højtflyvende, nærer de vores fantasier og drømme og giver os en følelse af at få luft under vingerne.”
Velkommen til fremtiden – bæredygtige bosætninger i Danmark, s. 167
