Når vi går ind i post-fossile verden, møder menneskeheden en forgrening på vejen i vores evolutionære rejse. Vi kan vælge en bunker mentalitet, hvor vi hamstrer ressourcer og våben, og bekæmper enhver ubuden gæst. Eller vi kan erkende vores fundamentale forbundenhed (inter-eksistens) og lære at leve i rette relationer til hinanden og til Jorden. Den første vej, er jeg bange for, vil ende blindt med mennesket som uddød art. Den anden vej kunne markere begyndelsen på en ny æra af bevidst evolution og harmoni. Kontrasten er skærende og valget er klart. Så forklar mig… hvorfor uddanner vi stadig folk på måder, der opfordrer til konkurrence snarere end samarbejde?
5. afsnit i Daniel Greenbergs artikel Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene. Forrige afsnit handlede om Hierarkisk vs. Heterakisk. Artikelserien er skrevet i 2011 og oversat i 2014.
Konkurrence gennemsyrer den akademiske verden på alle niveauer. Studerende konkurrerer om karakterer, fakulteter konkurrerer om tilskud, embeder og anerkendelse; og skoler konkurrerer om prestige og donationer fra fonde. Dette system opmuntrer ikke individer til at følge deres hjerte eller marcherer til rytmen fra deres egen tromme. I stedet forstærker systemet konformitet, ydre motivation og en knapheds-mentalitet, der ofte føre til fælledernes tragedie, fordi enkeltpersonerne kæmper for ”mig først”. I det lys er det ikke mærkeligt, at vores ”højt uddannede” ledere ofte ser konkurrence og krig som den eneste udvej, når det gælder om at sikre ressourcer og den nationale sundhed og sikkerhed.
Ironisk nok forekommer der også konkurrence indenfor det voksende antal af akademiske institutioner der beskæftiger sig med bæredygtighed. Universitetsafdelinger kappes om at få bæredygtighed indarbejdet i instituttets navn og blive set som universitets ”grønne” institut.
Samarbejde føre til større helhed og udvikling
Skønt konkurrence bestemt også eksisterer indenfor økosamfund, så er samarbejde den dominerende norm. Medlemmerne arbejder hen imod fælles mål og påtager sig så meget ansvar, som de er villige til at håndtere. Individets succes bliver typisk set som værende naturligt forbundet med den succes som gruppen eller samfundet har som helhed. For eksempel samarbejder de studerende på Living Routes kurser om undervisningsopgaver, organisering og ledelse af seminarer. Her skiftes de til at varetage opgaver som deltagertrivsel, kaffebrygning, oprydning, fællesmødearrangør m.m. Den samarbejdende model leder på en naturlig måde frem til oplevelser af kompetence, selvtillid og af at udrette noget i verden.
Jeg vil gå et skridt videre og argumentere for at samarbejde ofte fører til en større helhed og til udviklingen af emergente kvaliteter indenfor et økosamfund, eller for den sags skyld ethvert andet samfund. Tænk på en myre i en myretue. Den udfører sine egne opgaver, men er samtidig en del af et større kollektiv. Jeg tænker ofte om, den enkelte myre kan have nogen som helst bevidsthed om den intelligens, der eksisterer på det overordnede myretue-niveau? Ligeledes tænker jeg, om det er muligt at der findes en kollektiv bevidsthed indenfor et samfund – og måske for planeten – som vi, som individer, kun er svagt bevidste om? Hvis ja, så er vores højeste mål måske, at blive de bedst mulige myrer ved at finde det sted hvor, som Frederick Buechner[1] udtrykker det, ”vores dybe glæde og verdens dybe sult mødes.”
På Living Routes lev og lær uddannelser i økosamfund rundt i verden, oplever de studerende nye versioner af samarbejde og gensidig afhængighed. Mange tager denne transformerede væremåde med tilbage til deres hverdagsliv og karrierer, og på den måde inspirerer de andre mennesker i deres vej mod en mere bæredygtig fremtid!
Næste afsnit: Fragmenteret vs. Tværfaglig viden.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.
[1] Buechner, Frederick. Wishful Thinking. New York, 1973
