Strukturen på de fleste amerikanske universiteter er ekstremt hierarkisk. Den administrative autoritet, der ofte er baseret på kontrol frem for kompetence, løber nedad fra rektor, til dekan og videre til administrativt og teknisk personale af forskellige grader. Den akademiske rangorden har professorerne på toppen. Herunder kommer lektorer, adjunkter, instruktører, Ph.D’er og forsknings-/undervisningsassistenter. Og hvem står på stigens nederste trin? De studerende selvfølgelig.
Dette system har uden tvivl sine effektive sider, men det fortæller også en kraftfuld historie om ”magt over” og underkastelse overfor autoriteter. For eksempel kan de fleste kandidater fortælle om professorer, der kræver at blive krediteret for afhandlinger, som de har bidraget til med ganske lidt eller slet ingenting. Udnyttelsen er grov indenfor en akademisk verden der er præget af ”udgiv eller opgiv”.
- afsnit i Daniel Greenbergs artiklel Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene. Forrige afsnit var Konventionel vs. Eksperimentel.
Den hierarkiske holdning breder sig langt udover universiteternes domæne, når videnskabsmænd, ingeniører m.fl. er uddannet til at dominere og undertrykke naturen. Som David Orr udtrykker det: ”Miljømæssig destruktion ”er ikke skabt af ignorante mennesker. Tværtimod, det er primært et resultat af arbejde udført af mennesker med en bachelor, kandidat eller Ph.D.”[1] Det er ikke fordi disse mennesker er onde, de har bare brug for en ny historie.
Økosamfund har tendens til at være mere heterakiske[2] (flad struktur). Her er der generelt en mangfoldighed af relationer mellem medlemmer, der interagerer på mere eller mindre lige fod. To personer kan lave mad sammen den ene dag, sidde i et økonomimøde den næste dag og måske hjælpe med at høste grøntsager på en tredje dag. Disse forhold af gensidig afhængighed gør at medlemmerne lærer hinanden at kende på mange niveauer og det hjælper dem til bedre at forstå kompleksiteten af levende systemer.
I slutningen af 80’erne besøgt jeg 30 nordamerikanske bofællesskaber for at indsamle data til mit speciale om ”Børn og uddannelse i alternative samfund”. Selvom fællesskabernes styreform ikke var mit primære fokus, kunne jeg ikke undgå at bemærke og overraskes over, hvor sjældent flertalsafstemning blev benyttet i disse samfund. I stedet lagde de al autoritet over til en enkelt person (fx. indenfor meget religiøse samfund) eller mere almindeligt, over til hele gruppen, der så anvendte konsensus eller kvalificeret flertal når de tog beslutninger.
Hvad betyder det? Hvorfor virker flertalsafstemninger generelt ikke i disse samfund? Tja, forestil dig at du lever i et økosamfund med 100 medlemmer. 51 af dem beslutter at samfundet skal holde køer og grise og selv slagte dem, men de øvrige 49 medlemmer er indædte modstandere af idéen. Selvom flertallet stemmer for idéen vil den sandsynligvis aldrig blive gjort til virkelighed, da det ville skabe masser af ballade mellem venner og naboer. Og du bor jo sammen med disse mennesker!
Flertalsafstemninger virker i store nationer som USA, fordi vi har et juridisk system, en politistyrke og et militær der bakker vinderne op. Økosamfund har ikke politistyrker, og de ønsker ikke at nogen i fællesskabet skal agerer politi. Til gengæld ønsker de at have ordentlige relation med hinanden og med planeten. Skal det lykkes forudsætter det en attitude af magt-med snarere end magt-over. I kvækernes sprogforståelse betyder dette, at alle kender en del af sandheden og ingen kender hele sandheden.
Ofte er dette ikke let, da de fleste økosamfundsborgere kommer fra mainstream samfundet og det tager tid at aflære vores indgroede kultur af dominans og individualisme. Jeg tænker at spørgsmålet om magt-med i stedt for magt-over, er en af vores races essentielle udfordringer, hvis vi skal overleve peakolie– og klimaforandring. Her har økosamfund en vigtig rolle. Ikke som utopier, men som levende laboratorier, ”beta test centre”, og ideelle uddannelsessteder til at lære, hvordan man lever i samfund der værdsætter og respekterer vores fundamentale gensidige afhængighed af alt liv på Jorden.
Næste afsnit: Konkurrence vs. Samarbejde.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.
[1] Orr, David. Earth In Mind. Washington, 1994. s.7
[2] Oversætterens tilføjelse: Den amerikanske sociolog David Stark har andetsteds kaldt denne nye og fremherskende organisationsform for ‘heterakisk’: en ny organisationslogik, der er kendetegnet ved minimale formelle hierarkier og organisatorisk heterogenitet, og som er velegnet til at styre komplekse opgaver, der ikke uden videre kan beskrives via procedurer og fastlagte arbejdsgange. I stedet for at kontrollen er vertikalt organiseret, er den i den heterakiske organisationsform integreret i de omfattende netværksstrukturer, hvor de enkelte aktører bliver gjort ansvarlige i forhold til forskellige værdier og evalueringssystemer.
