Næste skridt i forskning i økosamfund

Fællesskab er den afgørende faktor i at økosamfund har et markant lavere CO2 aftryk og en lidt højere livstilfredshed end den gennemsnitlige danske husholdning. Og økosamfund kan bidrage med løsninger på klima- og miljøkrisen, der samtidig har svar på andre kriser som livstilfredshed, ensomhed, landsbydød og demokratisk underskud.

Dette er min, græsrodsforskerens, konklusionen på forskningsprojektet COMPASS, Collective Movements and Pathways to Sustainable Societies, hvor fem universitetsforskere har studerede ti grønne fællesskaber for at forstå, hvordan de påvirker miljøadfærd, sociale normer og institutioner i det danske samfund.

Undersøgelsen viser at nogle økosamfund har et markant lavere CO2 aftryk end andre, mens andre ligger tæt på det normale. Det betyder at mange af de danske økosamfund kan reducere deres CO2 aftryk yderligere, ved at lære af andre økosamfunds erfaringer. Og vigtigst – Danmark kan lære af økosamfundene! Derfor bør der inden for kort tid igangsættes et stort forskningsprojekt, hvor der indsamles en dybtgående viden om økosamfund i ind- og udland, som kan danne baggrund for en national strategi for hvordan ændringer i danskernes bo- og livsformer kan bidrage til reduktion af Danmarks CO2 udslip. Målet er at udvikle strategier for omdannelsen af vores by- og lokalsamfund til en mangfoldighed af lokalsamfund præget af høj livstilfredshed, lav miljøbelastning og lokal udvikling.

Markante forskningsresultater

Landsforeningen for Økosamfunds årsmøde den 3. oktober blev forskningsresultaterne præsenterede. De viser at:

  • Husholdninger i økosamfund har et CO2 aftryk der i gennemsnit er 32 % lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. (Variationen i økosamfundene ligger fra 2 % til 60 % lavere end gennemsnittet).
  • Medlemmer af grønne fællesskaber, der i gennemsnit har et CO2 aftryk på 8,4 ton pr. år, har en lidt større livstilfredshed sammenlignet med den mest forbrugende fjerdedel af danskerne, der har et gennemsnitligt CO2 aftryk på 22,6 ton.

Se præsentation v. Maria Toft Möller-Christensen, Ph.D.-Stipendiat, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.


Gulerodshøst i augustaften i Permatopia.

Fysiske og sociale infrastruktur er et afgørende virkemiddel

Quentin Gausset, der er lektor i antropologi og leder af COMPASS-forskningsprojektet, fortalte om forskningsresultaterne ud fra fem perspektiver:

Fælles identitet

Mange fortæller at de var desperate når de var alene og skulle finde tilfredsstillende handlemåder i forhold til klima- og miljøudfordringerne. I miljøfællesskaberne var de ikke længer alene. De blev en del af en større bevægelse der gav dem mod, inspiration og ideer til at handle på måder der opløste deres desperation. Samtidig var det indledningen på en lang rejse, hvor de hele tiden bliver bedre til at handle på udfordringerne.

Fælles infrastruktur

Her er der både tale om en fysisk og en social infrastruktur. Den fysiske handler om fjernvarme, pilefordampningsanlæg (biologisk spildevandsrensning), affaldshåndtering, fællesspisning, delebiler med mere. Om adgang til faciliteter man ikke har adgang til som individ og hvor der er nogle stordriftsfordele, der er med til at reducere ens CO2 aftryk.

Den sociale infrastruktur handler om fællesskabets arbejdsgrupper. Når man er alene som individ, skal man tage stilling til mængder af komplekse spørgsmål som energi, affaldssortering, hvordan jeg spiser, transport med mere. Emner der er svære at magte og gå i dybden med, fordi der er så meget at skulle sætte sig ind i, at det bliver en umulig opgave. I fællesskabet er der arbejdsgrupper der går i dybden med de enkelte spørgsmål, som tager stilling, udarbejder løsningsforslag og kommer med anbefalinger til fællesskabet. Her kan det enkelte medlem sammen med sin arbejdsgruppe gå i dybden med nogle enkelte emner og samtidig læne sig ind i de andre arbejdsgruppers vidensdeling og anbefalinger. Dermed bidrager fællesskabet med stillingtagen og handling på det enkelte individs vegne, samtidig med at alle individer, via deres engagement i forskellige arbejdsgrupper, bidrager til fællesskabets fælles viden og handlemuligheder, som dermed er med til at reducere det enkelte medlems CO2 aftryk. Den fysiske og sociale infrastruktur gør en kæmpe forskel og er formodentligt det vigtigste virkemiddel i et miljøfællesskab.  


El-delebiler på Munksøgård.

Vidensdeling

Hver gang et fællesskab samles sker der vidensdeling. Om transport, energi, tøj eller mad – den seneste nye viden man har hørt om, læst om, eller fået i forbindelse med et indkøb, bliver delt. Så der er en uformel vidensdeling hver gang folk mødes til spisning, møder, arbejdsdage m.m. Andre forskere har været skeptiske over for forskningsresultaterne, da medlemmer af miljøfællesskaber allerede var grønne inden de blev medlem af fællesskabet, hvorfor de i forvejen har et lavere CO2 aftryk. Denne skepsis tilbagevises af undersøgelsen der viser, at jo længere man har været medlem af et grønt fællesskab, des lavere er ens CO2 aftryk, hvilket viser at den læring der sker i fællesskabet, er med til at gøre en forskel.

Selvfølgelig var folk bevidste inden de blev medlem af miljøfællesskabet, men mange siger, at de har lært meget nyt, som de ikke var bekendte med inden de gik ind i fællesskabet. Fx har den der var ekspert i energi, lært nyt om landbrug, kost, tøj m.m. Så den vidensdeling der uformelt sker i fællesskabet, er også en forklaring på det lavere CO2 aftryk.

Politisk indflydelse

Man råbere højere og er bedre organiseret når man er flere sammen. Og det er nemmere at løfte store opgaver, fx når man skal bygge et nyt økosamfund og sikre at kommunen laver en lokalplan der tager hensyn mere til miljøvenlige og kollektive løsninger. Miljøfællesskaber har også mere politisk indflydelsen end andre mennesker, fordi de er frontløbere der udvikler ny viden og erfaringer, som er med til at bane vej for større samfundsmæssige forandringer. Det kan sammenlignes med det der er sket inden for økologi og vindmøller, hvor mange af eksperimenterne er gjort af civilsamfundets frontløbere, før det opnåede anerkendelse og er blevet en del af samfundets almene udvikling.

Økosamfund gør det på forskellige måder

Nogle økosamfund har et markant lavere CO2 aftryk end andre (60 % under gennemsnittet) , mens andre ligger tæt på det normale (2 % under gennemsnittet). Det betyder at der er stor mulighed for, at økosamfundene kan lære af hinandens erfaringer, med henblik på at reducere det enkelte økosamfunds CO2 aftryk yderligere.

Undersøgelsen hviler i mange af fællesskaberne på for få respondenter. Derfor vil det give dyb mening at lave endnu en undersøgelse, før man kan lave nogle validerede konklusioner på detaljerne i undersøgelsen.

Præsentation v. Quentin Gausset, lektor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Samt artiklen Et bofællesskab og en bevægelse: en antropologisk analyse af økosamfundsaktivisme på tværs af skalaer af Anette Højte Hansen, Ph.d.-stud., Institut for Antropologi.

Spændet ligger fra 2 % til 60 % lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. Spørgsmålet er hvad andre økosamfund kan lære af Den Selvforsynende Landsby og Permatopia – som er to meget forskellige økosamfund?

De næste skridt i forskning i økosamfund

Når jeg ser på økosamfund i ind- og udland, så har økosamfundsbevægelsen meget at byde på i forhold til den samfundsomdannelse som Danmark og verden står overfor:

  • Økosamfund og miljøfællesskaber kan bidrage med løsninger på klima- og miljøkrisen, der samtidig kan indeholde svar på kriser som livstilfredshed, ensomhed, landsbydød, demokratisk underskud m.m.
  • Udviklingen af økosamfund har en bottom-up udviklingsdynamik, der har ligheder med udviklingen af vindmølleteknologien. Har vi i Danmark en særlig bottom-up dynamikken, en særlig demokratisk eller folkeoplysende kultur, som det er værd at fremelske i forhold til den store samfundsomdannelse vi står overfor?
  • Økosamfund som bosætningsmodel kan danne grundlag for et nyt kommercielt vindmølleeventyr, der endnu engang vil understrege Danmarks rolle som foregangsland. Skal det lykkes skal der laves en national udviklingsstrategi der afprøver og udvikler modeller i stor skala i mange typer af boligområder og lokalsamfund.

Afsæt 125 millioner til forskning i økosamfund

Mit håb er at Landsforeningen for Økosamfund i samarbejde med folk fra universiteterne kan få etablerede et stort tværfagligt forskningsprojekt, hvor forskere og ph.d.-studerende fra 15-20 forskellige fakulteter fordyber sig i økosamfundenes virkemidler, barrierer og udviklingsmuligheder. Formålet er at få indsamlet en dybdegående viden om økosamfund i ind- og udland, der kan danne baggrund for en national strategi for hvordan ændringer i danskernes bo- og livsformer kan bidrage til indfrielse af 70 % reduktion af Danmarks CO2 udslip. På lang sigt skal denne viden bidrage til at omdanne Danmark til et konglomerat af by- og lokalsamfund, der på mangfoldige måder er præget af høj livstilfredshed, lav miljøbelastning og lokal udvikling.

Sidste måneds artikel; Vi skal nytænke vores hverdagsliv, kredser om disse perspektiver og har et bud på hvordan folkeoplysning om bæredygtig udvikling og demokratisk fornyelse kan være med til at fremme den type udviklingsprocesser.


Invitation til at udvikle en prototype som alle økosamfund kan bruge

Som det fremgår, har nogle økosamfund et markant lavere CO2 aftryk end andre, hvilket betyder at vidensdeling på tværs af økosamfundene kan være det næste skridt i muligheden for, at de enkelte økosamfund kan reducere deres CO2 aftryk yderligere.

Selv om Levefælleskabet Hertha i Skanderborg har ikke deltaget i COMPASS-projektet, har de siden 2018 arbejdet på at måle levefællesskabets bæredygtighed på fire bundlinjer. Rapporten og den metode de har benyttet kan ses i Herthas Bundlinjerapport 2018, som omtales herunder.

På temadagen kom Hertha med en invitation til, at flere økosamfund går sammen om at udvikle en prototype som alle økosamfund kan bruge til lave en årlig/tilbagevendende afrapportering af de fire bundlinjer/dimensioner. Invitationen kan ses i denne film om afrapportering de fire bundlinjer, som Hertha producerede til temadagen om forskning i økosamfund.

Herthas Bundlinjerapport 2018 introduceres på følgende måde: ”Årsrapporten har som formål at give et billede af livet i Hertha Levefællesskab ud fra 4 perspektiver: det kulturelle, det sociale, det miljømæssige og det økonomiske. Ved at beskrive disse fire fælles livsområder håber arbejdsgruppen, at bidrage til øget forståelse af hvordan helheden påvirkes af og hvordan delområderne fungerer. Rapporten er et første forsøg på at formidle et helhedsbillede af Hertha Levefællesskab til alle der bor i Levefællesskabet og til alle med interesse i og for Hertha.”


Temadagen blev afsluttede med middag og klimasange halmhuset på Munksøgård.

Økosamfund kan lære af hinanden og Danmark kan lære af økosamfundene

Som det fremgår af rapporten, har græsrodsforskerne på Hertha en anden måde at måle lokalsamfunds aftryk på, end den måde som forskerne i COMPASS-projektet har benyttet. Den ene måde at måle og tolke på er ikke mere rigtig end den anden måde. Forskelligheden viser den mangfoldighed af potentialer som jeg håber at universitetsforskere og græsrodsforskere kan gå sammen om at udvikle:

  • Der er lyst og motivation i økosamfundene, til at måle og forstå den bæredygtighed der udfoldes i det enkelte økosamfund. Og som Herta foreslår, er der brug for at få lavet en prototype for afrapportering der medtager den mangfoldighed af kulturelle, sociale, økonomiske og fysiske tiltag, som der tages rundt i de danske økosamfund og miljøfællesskaber. Formålet er at vi bliver i stand til at forstå og lære af det enkelte miljøfællesskabs unikke metoder, forstå den helhed som metoden indgår i, samt finde ud af hvordan metoden kan bruges i andre fællesskaber.
  • Økosamfundene kan lære af hinanden. På det nære plan skal LØS bidrage til etablering af et dynamisk læringsfællesskab på tværs af økosamfund, der motiverer til en vedvarende stræben efter at nedskalere ressourceforbruget, genopbygge naturgrundlaget samt skabe gode og sunde rammer for det enkelte menneskes udfoldelse og livstilfredshed.
  • Danmark kan lære af økosamfundene. På det store plan bør der igangsættes et omfattende nationalt forskningsprojekt med deltagelse af forskere der ved noget om energi, livstilfredshed, transport, fødevare, kultur, folkesundhed, byggeri, lokalplaner, beslutningsprocesser og konflikthåndtering, familieliv, børneliv, lev-og-lær pædagogik og meget mere.

VIGØR – Fortællinger fra den grønne frontlinje

VIGØR er en ’håndbog’ i organisering og pleje af grønne fællesskaber. Den er skrevet af beboere og aktivister i otte grønne miljøfællesskaber, sammen med forskerne fra COMPASS forskningsprojekt. I skabelsen af bogen har der været en gensidig læring og inspiration på tværs af de otte miljøfællesskaber. Jeg gætter på at andre kan inspireres og lære af bogen, der udkom i maj 2019. Har du lyst til at læse den, kan du download den som E-bog her.

Af Ditlev Nissen, der har været LØS’ repræsentant i COMPASS. Som en af hans sidste gerninger som formand for LØS i 2010-2015, var han med til at forhandle rammerne for COMPASS og forskningsprojektets samarbejde mellem universiteter og miljøfællesskaber, mellem universitetsforskere og græsrodsforskere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.