7. Umiddelbar nærhed vs. Fællesskabets intimitet

“Jeg er så ensom” sagde hun henover frokostbordet. ”Er det rigtigt?” svarede jeg med vantro. ”Hvordan kan du være ensom blandt tusindvis af studerende og undervisere i sådan en dynamisk og spændende by?” Samtalen fandt sted i starten af 80-erne, da jeg var 2. års studerende på Cornell Universitet. Den efterfølgende samtale ændrede min forståelse af fællesskaber og ledte, på nogle måder, hen til det arbejde jeg i dag laver med Living Routes.

6. afsnit i Daniel Greenbergs artikel Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene. Forrige afsnit handlede om Konkurrence vs. Samarbejde.  Forrige afsnit havde titlen Fragmenteret vs. Tværfaglig viden.

Oplevelsen af fællesskab er en vigtig årsag til at mange unge vælger at gå på universitetet. Jeg har da også bestemt dannet livslange venskaber på kollegier, i klasselokalet og gennem aktiviteter, der lå udenfor pensum. Mange skaber også stærke forbindelser i uddannelsernes foreningsliv.

universitets-crowdDet er ikke min mening at trivialisere disse venskaber, men lad os samtidig indse, at den akademiske verden først og fremmest understøtter relationer mellem jævnaldrende og ligestillede. Relationerne forekommer desuden indenfor et afgrænset sæt af roller, såsom lærer/elev, medstuderende, forskningskollegaer osv. Denne mangel på diversitet kan få det akademiske fællesskab til i nogen grad at føles kunstigt eller overfladisk.

Og det kan føles ensomt nogle gange. For at vende tilbage til min frokostsamtale, så blev jeg langsomt klar over, at denne person blandede umiddelbar nærhed sammen med fællesskab, og at vi sandsynligvis alle gør det engang imellem. At være i nærheden af folk – selv tusindvis af mennesker, der laver rigtig spændende ting – er ikke det samme som at være en del af et fællesskab. Særligt i den akademiske verdens flygtige og jeg-fokuserede kultur er det let at blive revet med af strømmen af officielle papirer, timer, læsning og eksaminer, og ikke tage sig tid til rigtigt at leve med andre.

Ofte handler det om intention. I kantinen kan det være forskellen mellem at spørge ”sidder der nogen her?” og ”har du lyst til at spise frokost med mig?” Men i den akademiske verden er der ikke noget iboende incitament til at invitere andre ind i dit liv, og dermed kan det blive en ensom rejse for mange.

Begrænser den akademiske verden vores forståelse af fællesskab

Jeg går et skridt videre og spekulerer på, om den akademiske verden rent faktisk begrænser vores forståelse af fællesskab. Vi lærer at ”møde op” til undervisning, eksaminer og aktiviteter, men vi er sjældent involverede i selve tilblivelse. Gad vide hvor mange færdiguddannede, der ender med at føle, at det er tilstrækkeligt at afgive sin stemme uden at involvere sig i samfundet, hverken lokalt eller på landsplan?

Det handler ikke bare om at skabe gode nabolag. At være i et fællesskab – ikke bare med hinanden, men med alt liv – er selve kernen i det at skabe en bæredygtig og meningsfuld tilværelse. Og dog er det et koncept, jeg har svært ved at overbevise folk om. Når jeg fortæller om økosamfund, synes folk ofte, at de lyder som interessante eksperimenter; men tanken om virkelig at leve i fællesskab med andre bliver mange gange opfattet som gammeldags, passé og måske endda lidt skræmmende.

Når jeg hører folk sige, at økosamfund ikke har nogen relevans for den almindelige borger, opfordrer jeg den til at træde et skridt tilbage og anskue sagen fra et evolutionært perspektiv. Fællesskab er ikke nogen ny opfindelse. Som antropologen Margaret Mead bemærkede, har vi levet i stammer gennem 99,9% af den menneskelige evolution. Vi er sociale væsener! Mennesker har en indbygget kognitiv begrænsning, der gør at vi kun er i stand til at vedligeholde stabile forhold til ca. 150 individer[1] . Bortset fra Facebook ser det altså ud til, at mennesket er programmeret til at ”høre til” i samfund hvor de både kender og er kendt af de andre.

Tragisk nok har mange mennesker i de industrialiserede lande mistet fællesskabsfølelsen; nogle så godt og grundigt, at deres nærmeste bekendte er karakterer fra TV serier. Jeg tror denne mangel på samhørighed er den grundlæggende årsag til vores ubæredygtige og ofte voldelige kulturer. Jeg tror ikke vi ville kunne gøre, hvad vi gør mod hinanden og mod vores miljø, hvis vi som individer og nationer havde en fundamental oplevelse af, at vi alle hører til her.

faelles-med-planetenØkosamfund skaber rammer for “levende” fællesskaber, hvor medlemmer deler fælles visioner og behov og har en hel stribe af relationer til andre, der er engagerede i fællesskabets vækst og udvikling. At lade studerende indhylle i et økosamfund giver dem mulighed for at puste nyt liv i følelsen af fællesskab og gensidig afhængighed.

Living Routes understøtter de studerendes vækst og udvikling ved at bruge små klassestørrelser, autentiske bedømmelsesmetoder og ved at skabe ”læringsfællesskaber” indenfor disse ”levende fællesskaber”. Følelsen af at høre til, som Living Routes studerende oplever i økosamfundene, vækker og tilfredsstiller ofte behov, som mange ikke engang vidste de havde. Og når først følelsen af samhørighed har fået næring, så spreder den sig til at inkludere bredere og bredere fællesskaber – både menneskelige og ikke-menneskelige.

Næste afsnit: Teori vs. Praksis.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

[1] Gladwell, Malcolm. The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference. New York, 2002:179.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.