Fornylig holdt jeg et informationsmøde om Living Routes på et af landets universiteter. Syv studeren deltog i mødet, men der var plads til 250 i lokalet. Den næste dag blev jeg overrasket over at se, at en masse nybyggeri der var skudt op på et andet universitet, som jeg havde besøgt et halvt år tidligere. Begge universiteter er kendte for at gå ind for bæredygtighed!
10. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Verdslig vs. Spirituel.
En konkurrencedygtig akademisk institution
For at være en konkurrencedygtig akademisk institution er det ikke nok at tilbyde kurser af højeste kvalitet. Det er også nødvendigt at have en bred vifte af faciliteter og tilbud: Attraktive kollegier, store velplejede græsplæner og moderne gruppelokaler, klasseværelser, biblioteker, kantiner og forskningsfaciliteter. Alt sammen har en høj pris, ikke kun for de studerende, men også for miljøet.
Retfærdigvis skal det siges, at der er universiteter der har en bæredygtig praksis. University of Washington kører på vandkraft og deres bygninger er LEED guld-certificerede. Green Mountain College er CO2 neutral og de underviser i fossilfrit landbrug. Warren Wilson College har et landbrug på 100 hektar, der producerer råvarerne til skolens køkken. Desuden har AASHE (Association for the Advancement of Sustainability in Higher Education) udviklet STARS (Sustainability Tracking Assessment and Rating System), som hjælper uddannelsesinstitutionerne med at vurdere deres fremgang i forhold til bæredygtighed.
De fleste er universiteterne er ressource intensive og de er ikke særlig opmærksomme på, hvordan de påvirker deres region og verden. Bygningerne er ofte opført i stål og beton, og bygningsmaterialerne er ikke lokale, integrerede eller økologiske på nogen måde. Selv affaldssortering og energi-sparerpærer er nyligt opståede fænomener på mange campusser, og ganske få gør en indsats for at indkøbe lokale fødevarer, for slet ikke at nævne økologiske. Vi kan (og skal!) undervise i bæredygtighed på disse skoler, men vi må samtidig være bevidste om, at de studerende ofte lærer en helt anden lektie, når de oplever skolens ubæredygtige praksis.
Laveste økologiske fodaftryk i den industrielle verden
Som tidligere nævnt (og forhåbentlig udtrykt gennem navnet selv) stræber økosamfund mod at leve godt men samtidig let og uden stor belastning af Jorden. Gennem bevidsthed omkring forbrug, deling af ressourcer, lokal fødevareproduktion og vedvarende energiformer skaber økosamfund modeller for en livsstil med et lille økologisk fodaftryk.
Et studie udført i 2006 af The Sustainable Development Research Centre (center for forskning i bæredygtig udvikling) at Findhorn, verdens måske ældste økosamfund, med sine 450 indbyggere på den skotske nordkyst har et gennemsnitligt økologisk fodaftryk på 2,71 ha pr person[1]. Ifølge en undersøgelse har Findhorn det ”det laveste økologiske fodaftryk nogensinde registreret for noget permanent samfund i den industrielle verden…. Gennemsnitsborgeren i fællesskabet forbruger kun halvdelen af ressourcerne og genererer kun halvt så meget affald som gennemsnitsborgeren i Storbritannien.”[2]
Skønt dette bestemt er et vidunderligt mål at nå, så bør det nævnes, at de 2,71 ha for hver beboer på Findhorn stadig er en smule over det nuværende gennemsnitlige globale fodaftryk på 2,70 ha/person, og en hel del over de 1,8 ha/person biomasse, der er til rådighed i verden. Så skønt økosamfund stræber mod, som Robert Gilman definerer det, ”at integreres harmløst ind i den naturlige verden”[3], så har de stadig lang vej endnu.
Relokalisering og bioregional tænkning
Mange formoder at økosamfund stræber mod at være selvforsynende, hvilket sjældent er korrekt. De fleste betragter deres bioregion eller afvandingsområde som det område og den kultur, der skal forsøge at blive mere selvforsynende. Ved at støtte lokale initiativer såsom økologiske landbrug og lokale distributions netværk, så ressourcer ikke skal transporteret over lange afstande, fungerer økosamfund ofte som katalysator for reduktion af det økologiske fodaftryk for hele regionen.
Hvis vi så rent faktisk er på vej ned ad bakke hvad angår den globale olie- og energiproduktion, så kan vi rimeligvis forudse, at det vil lede til en udbredt re-lokalisering på grund af øgede transportomkostninger. Lokalsamfundene vil i stigende grad være nødt til at koncentrere sig om lokal fremstilling af mad, energi og andre varer, såvel som udvikling af en lokal styringsform, komplementær valuta og samarbejdskultur.
Økosamfund er et svar på presset fra klimaforandringer, udtømning af fossile brændstoffer og økonomisk nedgang. De er levende laboratorier, der stræber mod at have en livsstil af høj kvalitet og samtidig at bevare et relativt minimalt fodaftryk. Som sådan er de ideelle læringssteder, hvor studerende gennem deltagelse kan lære om bæredygtig udvikling og hvordan, vi alle kan leve i et ordentligt forhold til vores planet.
Næste afsnit: Tværkulturel indsigt Vs. Kulturel fordybelse
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.
[1] Tinsley, S. and George, H. (2006) Ecological Footprint of the Findhorn Foundation and Community. Moray. Sustainable Development Research Centre, UHI Millennium Institute.
[2] Dawson, Jonathan. “Scottish Community Scores Lowest Ecological Footprint Ever Recorded.” Press Release (April 18, 2007)
[3] Gilman, Robert. “The Eco-village Challenge.” In Context: A Quarterly of Humane Sustainable Culture (Summer, 1991): 10-17.
