Super velholdt kursus i sociokrati

Med 24 deltagere fra Økosamfundet Dyssekilde og fra Hvidekilde, et økosamfund under etablering, afholdt Levende Lokalsamfund et kursus i sociokrati over to weekender i 2019.

“Et super velholdt og godt kursus! Selv om vi kun har afholdt den første af to weekendkurser, er vi i gang med at bruge sociokrati i bestyrelsesarbejdet.”

Trine Lomholt, Økosamfundet Dyssekilde,
Beslutninger undervejs på kurset træffes ved samtykke .

Sociokrati handler om at opbygge organisationer der er uddelegerende, lærende og effektive. De centrale værdier er:

  • Ligeværdighed – alle teamets/gruppens medlemmer er ligeværdige, når de beslutter hvordan de skal nå deres fælles mål.
  • Effektivitet – fokus på udførsel af beslutninger. Tilbagevendende evalueringer og feedback-loops hjælper teamet/gruppen med at nå de mål de har sat.
  • Gennemsigtighed – direkte adgang til alle de beslutningsdokumenter, der vedrører ens arbejde.

Et alternativ til konsensus- og flertalsdemokrati

Sociokrati har inden for de sidste 10 år vundet indpas i økosamfund over hele verden. Metoden fremmer gennemsigtighed, ligeværdighed og effektivitet når der holdes møder, træffes beslutninger og uddelegeres ansvars- og ledelsesopgaver. Det ser ud til at sociokrati er et stærkt alternativ til flertals- og konsensusdemokrati. Begge beslutningsformer kritiseres for at være til fordel for de veltalende hvor for få bliver hør og hvor møde- og beslutningsprocesser ofte bliver en kamp mod hinanden med de verbalt stærke i front og/eller hvor den gentager sig selv ofte og højt vinder. Hvor få mennesker udfører det hårde arbejde med en lav ansvarlighed og støtte blandt medlemmerne.

Kurset var en vekselvirkning mellem oplæg og øvelser med udgangspunkt i de fire principper, der danner grundlaget for den måde beslutnings- og kommunikationsprocessen organiseres på.

Beslutninger træffes ved samtykke

Et forslag kan vedtages hvis ingen deltager har en væsentlig, begrundet indvending imod forslaget. Er der indvendinger undersøges disse indtil alle i kredsen kan sige ja til at beslutningen er ”god nok for nu” og ”sikker nok at prøve”. Med enhver beslutning følger en evaluering der fastsættes med en dato og eventuelt nogle evalueringskriterier, der udspringer af de indvendinger der har været fremme i beslutningsprocessen.

Træningsgruppe.

Uddelegering af roller

Alle opgaver omkring møde- og beslutningsprocessen er lagt ud til en række roller: Facilitator, mødeplanlægger, sekretær, koordinator, kasserer m.fl. Rollerne beskrives ud fra formål, opgaver, mandat, ønskede kvalifikationer (til at løse opgaven) samt hvornår rollen evalueres. Rollebeskrivelser og valg af personer til roller sker ved nominering og samtykke.

Træningsgruppe.

Kredsorganisering

Arbejdet organiseres i kredse (cirkler), hvis medlemmer træffer beslutninger ud fra kredsens mandatbeskrivelse. Alle kredse er repræsenteret i kredsen over dem. I Permatopia har vi tre lag af kredse: Arbejdsgrupper der et knyttet til områdekredse der mødes i en hovedkreds.

Endnu en træningsgruppe.

Dobbeltledet repræsentation

De fleste beslutninger træffes i kredsene og ikke i større forsamlinger. Den dobbeltledet repræsentation giver en fleksibel kobling mellem alle kredse, ved at forbinde hver af kredsene med to repræsentanter.

Som det fremgår omfatter sociokrati en anden organisationsstruktur end det vi kender fra den traditionelle foreningsstruktur. I Karise Permatopia, hvor undertegnet bor, har vi pr. 1. januar 2019 og frem mod 2022 igangsat et forsøg med sociokrati. Det kommer der givet vis en masse gode erfaringer ud af.

Permatopias kredsorganisering

SØGER DU VIDEN OM SOCIOKRATI?

På siden Sociokrati og Ledelse finder du artikler om nominering, beslutning v. samtykke og sociokrati som et selvregulerende system.


Implementering af det lærte

Mellem første og anden kursusgang arbejdede deltagerne med at implementere det lærte ud fra følgende struktur:

  • Brug tid af til at praktisere dele af den sociokratiske metode: Beslutning ved samtykke, nominering og uddelegering af roller.
  • Snak om arbejdsgruppens højere formål – vision, mission og mål.
  • Kortlæg gruppens arbejdsopgaver og hvilke roller det er oplagte at fordele i gruppen.
  • Evaluer jeres møder ud fra effektivitet, facilitering og stemning.

Desuden mødtes deltagerne to gange mellem de to kursusgange, hvor de delte erfaringer og trænede valg ved nominering og beslutningstagning ved samtykke.

Præsentation af plan for implementering.

“Et meget lærerigt kursus med gode træningsøvelser. At bruge fællesskabet som case i øvelserne gør at alle bliver set, hørt og det bidrager til en ny forståelse af fællesskabet. Ditlevs indsigt i konfliktløsning, gruppeprocesser og fællesskaber, giver en ekstra dybde og forståelse for sociokrati som en uddelegerende og lærende organisationsform.”

Lise Højer, læge & lifecoach – feedback efter kursus over to weekender.

Interesseret i et kursus eller foredrag om Sociokrati

Kontakt mig hvis du vil vide mere om sociokrati og evt. er interesseret i et kursus eller foredrag om emnet.

De bedste hilsner

Ditlev Nissen, Levende Lokalsamfund


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.