Det traditionelle Gaia Education kursus hedder Ecovillage Design Education. Pædagogikken kaldes lev-og-lær og har lokalsamfundet som ”klasseværelse”. Bæredygtighedshjulet giver undervisningen en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed. Kurserne afsluttes med en designopgave, hvor kursisterne omsætter det de har lært til et lokalt bæredygtigt design.

Certificeringen som Gaia Education Træner bygger på Ditlevs deltagelse i Ecovillage Design Education i 2009, e-learningskurset GEDS, Gaia Education Design for Sustainability and Regeneration i 2020-2021 og Training of Trainers i 2023. Samt 30 års engagement i Landsforeningen for Økosamfund og 25 år som underviser i Levende Lokalsamfund.

Fra teori til praksis

I årenes løb har Ditlev lavet kurser og undervisning inspirerede af Gaia Education. I 2012 lavede han Grøn Ø Agent, et kursus over 5 weekender på Bornholm. I 2013 Omstillingsagent, et 6-ugers kursus for ledige med Lejre Kommune som læringsrum. Og i 2021 ugekurset Omstil dit liv og lokalsamfund, i samarbejde med en aftenskole på Lolland.

Nysgerrig på de kompetencer Ditlev har som facilitator og underviser? Kig på baggrund og uddannelse, erfaringer samt referencer.

Vil du høre mere?

Ring på 30484921
Skriv til ditlev@levendelokalsamfund.dk

Indlægget Certificeret Gaia Education Trainer blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

13. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Problem- vs. Løsningsorienteret.

I denne artikelserie har Daniel Greensberg udforsket ovenstående spørgsmål og søgt at forklare hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene som uddannelsessteder (campusser) for bæredygtig uddannelse. I det sidste afsnit vender Daniel bøtten på hovedet og ser på hvorfor økosamfund også har brug for den akademiske verden.

“Disse sammenligninger kan lyde som 10 gode grunde til at gå væk fra den traditionelle akademiske verden. Grundlæggende mener jeg, at økosamfundene repræsenterer de bedste læringsmiljøer, der er til rådighed, når vi skal lære om integreret bæredygtig samfundsudvikling. Det er derfor jeg grundlagde Living Routes[1], som i samarbejde med University of Massachusetts tilbød udvekslingsprogrammer på universitetsniveau baseret i bæredygtige samfund rundt omkring i verden.

Der er dog ingen tvivl om, at vi også er nødt til at undervise i bæredygtighed i de eksisterende college- og universitetsmiljøer. Når vi gør det, må vi samtidig anerkende og tydeliggøre for de studerende, at hvad den akademiske verden ”siger”, og hvad den ”gør”, ofte er to forskellige ting, især når det handler om bæredygtighed. Hvis vi ikke i taler om den kognitive dissonans, som vi finder i den venstre kolonne ovenfor, så risikerer vi at de studerende afslutter kurset forvirrede eller vrede, eller værre endnu, apatiske.

Derfor skal vi stræbe imod at gøre bæredygtighed til en kerne faktor der er beskrevet i læseplanerne på alle college og universiteter. Her må vi anerkende vores udfordringer og begrænsninger på linje med vores indsatser og successer. Og lad os række hånden ud til økosamfund, som mere integrerede modeller af hvad vi forsøger at undervise i. Det er det jeg har forsøgt at beskrive i de foregående artikler.

Nu vil jeg gerne se i den modsatte retning og betragte fire grunde til hvorfor økosamfund efter min mening også bør række hånden ud til den akademiske verden.

1. Den akademiske verden er den største spiller på banen. I USA er videregående uddannelse en virksomhed på ca. $360mia årligt[2]. Og det er uden at medregne de billioner af dollars, der investeres i faciliteter og donationer. Næsten 70% af amerikanske gymnasieelever fortsætter direkte på universitetet[3]. I USA er der indskrevet mere end 20 millioner universitetsstuderende på nuværende tidspunkt[4]. På verdensplan er der flere end 150 mio. universitetsstuderende, og dette tal fortsætter med at stige[5]. Så hvis vi vil have noget at gøre med videregående uddannelse, så er universiteterne stedet, hvor de studerende og ressourcerne er!
2. Den akademiske verden er under forandring. ”Foreningen for udvikling af bæredygtighed i videregående uddannelse” (The Association for the Advancement of Sustainability in Higher Education – AASHE) repræsenterer et voksende netværk af ansatte indenfor den akademiske verden, som arbejder aktivt for en positiv drejning indenfor deres institution. Med et stigende fokus på at internationalisere læseplaner og skabe udvekslingsaftaler, samt på implementering af grønt design og tværfaglig forskning, så bliver økosamfund ikke længere blot set som excentriske levn fra 60’erne, men snarere som førende innovatører indenfor bæredygtighed. Teknologien skaber tillige nye samarbejdsmuligheder, såsom gennem et online kursus i ”design af økosamfund” udbudt i et samarbejde mellem Gaia Education og det åbne universitet i Catalonien[6].
3. Økosamfund er forsknings- og udviklingscentre for anvendelige teknologier. Hvis bæredygtige løsninger skal lykkes, skal de udvikles indenfor virkelige biologiske, sociale og kulturelle sammenhænge. Økosamfund kan derfor ses som et netværk af potentielle forskningslokaliteter, hvor der allerede arbejdes med integrerede systemer indenfor aktiv/passiv solenergi, vindkraft, komposttoiletter, vandrensning, alternativ transport og endda hydrogen brændstofceller. Universiteterne kunne gennem forskningsprogrammer og finansiel støtte bidrage meget til den videre udvikling samt formidlingen af disse teknologier.
4. Økosamfund har brug for hjælp for at nå deres fulde potentiale som læringssteder (campusser) for bæredygtig uddannelse. Kurser udbudt gennem Living Routes og de enkelte økosamfund er en god begyndelse, men vi har en lang vej endnu i forhold til, hvad der virkelig er brug for, for at uddanne professionelle der er i stand til at opbygge de institutioner og systemer der er brug for, for at gøre en bæredygtig verden mulig. Vi er nødt til at samarbejde yderligere med den akademiske verden om at skabe ”communiversities”, hvor studerende ved at tilbringe et år i økosamfund, eller i lignende bæredygtige organisationer, kan opnå den baggrundsviden og de kompetencer, der er nødvendige for at træde ind på arbejdsmarkedet som professionelle indenfor områder så forskellige som genoprettelse af habitater, bæredygtigt landbrug, gruppeterapi, holistisk sundhed, økologisk design, grønt byggeri og meget mere.

Universitetsstuderende er et vigtigt springbræt i verdens “store drejning mod en mere økologisk tidsalder”, som Joanna Macy[7] kalder det. De studerende er modne nok til at stille de store spørgsmål og samtidig er de åbne overfor radikale alternativer, som dem der demonstreres i økosamfundene. Verden har desperat brug for ledere, der er i stand til at tænke – og agere – udenfor boksen, og de nuværende studerende er nøglen til skabelsen af fremtidens paradigmer og nye tilgange til lokale og globale problemer.

Vi lever på et fantastisk tidspunkt, ikke kun i menneskehedens historie, også i planetens historie. Vi har overskredet Jordens bæreevne og skal omstille til en post-fossil verden, hvis vi vil overleve som race.

Det er muligt at have en høj levestandard og samtidig have en lav indvirkning på miljøet. Jeg ved dette, fordi jeg har set tusindvis af mennesker udleve disse positive visioner i økosamfund rundt om i verden. Disse samfund er ikke utopier, men levende laboratorier, beta-test centre og nyskabende campusser, hvor man kan lære at leve godt og let sammen. Vi har så meget at lære fra hinanden. At bygge broer mellem økosamfund og den akademiske verden er bogstaveligt talt at bygge broer til en mere bæredygtig fremtid.”

Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.

Artiklen findes i en nyere version i ENVIRONMENTAL ANTHROPOLOGY ENGAGING ECOTOPIA – Bioregionalism, Permaculture, and Ecovillages, udgivet på Berghahn Books i 2013.

[1] Living Routes lukkede i 2013 efter at en studerende havde haft en oplevelse der gjorde, at University of Massachusetts opsagde samarbejdet. Living Routes nåede at sende mere end 1.400 amerikanske universitetsstuderende på læringsophold i økosamfund på fem kontinenter.

[2] Medlin, Lander, High Performance Facilities: Are we Embracing the Challenge of Sustainability,” delivered at the annual national conference of NACUBO, July 10, 2005. Text from “Campus Climate Footprint and Efforts to Reduce It,” by Julian Keniry, January 12, 2007.

[3] College Enrollment and Work Activity of 2010 High School Graduates (U.S. Bureau of Labor Statistics)

[4] Higher Education – Institutions and Enrollment (U.S. Census Bureau 2012 Statistical Abstract)

[5] Trends in Global Higher Education: Tracking an Academic Revolution. (An Executive Summary PDF Prepared for the UNESCO 2009 World Conference on Higher Education, pg iv)

[6] Gaia Education and UOC Open University of Catalonia Campus for Peace and Solidarity.

[7] Joanna Macy and Her Work

Indlægget 13. Fire grunde til at økosamfund har brug for den akademiske verden. blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

11. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Tværkulturel indsigt vs Kulturel fordybelse.

Økosamfund skaber nye kulturer og skriver nye historier i en tid hvor menneskeheden har overskredet Jordens bæreevne. De er ikke utopier, men har blot en anderledes tilgang til problemer og har således unikke kvaliteter som læringssteder for uddannelse i bæredygtighed.

Som refleksion over de tidligere afsnit, vil jeg opfordre dig til at bruge denne oversigt til at sammenligne hvilken tilgang den akademiske verden henholdsvis økosamfundene som hovedregel har til problemer som peak oil og klimaforandringer.

(Bemærk: disse sammenligninger er i hver sin ekstreme ende af et kontinuum, og det er ikke sort og hvidt.)

Økosamfund viser hvordan studerende kan blive en del af løsningen

Økosamfund giver studerende muligheder for at være en del af løsningen og lære hvordan de kan gøre en positiv forskel i verden. At bruge energi fra vindmøller eller solceller, spise lokale økologiske grøntsager, leve i huse bygget af lokale og naturlige materialer, deltage i fælles festligheder og fælles økonomi og tage beslutninger i fællesskab; alt sammen dele i økosamfundenes fortællinger om hvordan vi kan leve godt og let sammen. Efter at have tilbragt tid med at leve og lære i et økosamfund, kan de studerende aldrig mere sige, ”det kan ikke lade sig gøre”, for de har fået erfaringer med at gøre det i praksis. Det er så op til den enkelte studerende at spørge sig selv: ”Hvad har jeg tænkt mig at gøre? Hvordan kan jeg gøre en forskel i mit eget liv og i mit eget nærmiljø?”

Ja, det er store og skræmmende problemer menneskeheden står overfor. Vælg selv: ødelæggelse af skovområder, klimaforandringer, olien slipper op, udryddelse af arter, overbefolkning, social uretfærdighed og ulighed… listen fortsætter. Vi er nødt til at løse disse problemer, hvis vi skal overleve som art og bevare en beboelig planet.

Dog tror jeg ikke, vi kommer til at løse dem fra et ståsted af frygt. Vi kan kun skabe en ægte bæredygtig fremtid, fra et ståsted af kærlighed; ved at fokusere på løsninger fremfor problemer, og ved at handle på en måde vi kan sige ”Ja!” til. En bæredygtig kultur skal være mere attraktiv og mere sjov end vores nuværende livsstil, ellers kommer den ikke til at holde. Økosamfund stræber efter at føre an i denne march mod en bedre verden.

Næste og sidste afsnit: 4 grunde til at økosamfund har brug for den akademiske verden.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

Indlægget 12. Problem- vs. Løsningsorienteret blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

Mange studerende har taget længerevarende sprogkurser, uden at være i stand til at købe frugt på et lokal marked på landets modersmål. Ligeså kræver mange universiteter at de studerende skal læse om fremmede kulturer, men de giver kun få muligheder for at opleve kulturen og den dertilhørende livsstil på første hånd. Og mange studie-baserede kulturfestivaler er overfladiske, eller værre, en karikaturer af den kulturelle egenart, som festivalerne skulle skabe forståelse for og indsigt i.

11. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Store vs. Små økologske fodaftryk.

I økosamfund, måske fordi de er ’levende fællesskaber’ i stedet for “akademiske samfund’, er der tradition for at skabe rammer hvor medlemmerne kan udtrykke deres kulturelle baggrunde gennem festivaler, ritualer, sprog og mad. I traditionelle landsbyer i det globale Syd, som kan ses som oprindelige økosamfund, har studerende mulighed for at opleve og fordybe sig i levende kulturer og deres mangfoldige funktioner, både ære fortiden og bevidst være medskabere af fremtiden. For eksempel på Living Routes semester-programmer i Senegal, var amerikanske og senegalesiske studerende sammen om at udforske bæredygtighed i disse indfødte økosamfund, hvilket både gav rig kontekstuel forståelse for tværkulturel udveksling. Programmer som disse skaber rammer for livsændrende oplevelser, hvor de studerende eksperimentere med og tilegner sig nye måder at være og tænke på.

Næste afsnit: Problem vs. Løsningsorienteret.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

Indlægget 11. Tværkulturel indsigt vs. Kulturel fordybelse blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

10. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Verdslig vs. Spirituel.

En konkurrencedygtig akademisk institution

For at være en konkurrencedygtig akademisk institution er det ikke nok at tilbyde kurser af højeste kvalitet. Det er også nødvendigt at have en bred vifte af faciliteter og tilbud: Attraktive kollegier, store velplejede græsplæner og moderne gruppelokaler, klasseværelser, biblioteker, kantiner og forskningsfaciliteter. Alt sammen har en høj pris, ikke kun for de studerende, men også for miljøet.

Retfærdigvis skal det siges, at der er universiteter der har en bæredygtig praksis. University of Washington kører på vandkraft og deres bygninger er LEED guld-certificerede. Green Mountain College er CO₂ neutral og de underviser i fossilfrit landbrug. Warren Wilson College har et landbrug på 100 hektar, der producerer råvarerne til skolens køkken. Desuden har AASHE (Association for the Advancement of Sustainability in Higher Education) udviklet STARS (Sustainability Tracking Assessment and Rating System), som hjælper uddannelsesinstitutionerne med at vurdere deres fremgang i forhold til bæredygtighed.

De fleste er universiteterne er ressource intensive og de er ikke særlig opmærksomme på, hvordan de påvirker deres region og verden. Bygningerne er ofte opført i stål og beton, og bygningsmaterialerne er ikke lokale, integrerede eller økologiske på nogen måde. Selv affaldssortering og energi-sparerpærer er nyligt opståede fænomener på mange campusser, og ganske få gør en indsats for at indkøbe lokale fødevarer, for slet ikke at nævne økologiske. Vi kan (og skal!) undervise i bæredygtighed på disse skoler, men vi må samtidig være bevidste om, at de studerende ofte lærer en helt anden lektie, når de oplever skolens ubæredygtige praksis.

Laveste økologiske fodaftryk i den industrielle verden

Som tidligere nævnt (og forhåbentlig udtrykt gennem navnet selv) stræber økosamfund mod at leve godt men samtidig let og uden stor belastning af Jorden. Gennem bevidsthed omkring forbrug, deling af ressourcer, lokal fødevareproduktion og vedvarende energiformer skaber økosamfund modeller for en livsstil med et lille økologisk fodaftryk.

Et studie udført i 2006 af The Sustainable Development Research Centre (center for forskning i bæredygtig udvikling) at Findhorn, verdens måske ældste økosamfund, med sine 450 indbyggere på den skotske nordkyst har et gennemsnitligt økologisk fodaftryk på 2,71 ha pr person[1]. Ifølge en undersøgelse har Findhorn det ”det laveste økologiske fodaftryk nogensinde registreret for noget permanent samfund i den industrielle verden…. Gennemsnitsborgeren i fællesskabet forbruger kun halvdelen af ressourcerne og genererer kun halvt så meget affald som gennemsnitsborgeren i Storbritannien.”[2]

Skønt dette bestemt er et vidunderligt mål at nå, så bør det nævnes, at de 2,71 ha for hver beboer på Findhorn stadig er en smule over det nuværende gennemsnitlige globale fodaftryk på 2,70 ha/person, og en hel del over de 1,8 ha/person biomasse, der er til rådighed i verden. Så skønt økosamfund stræber mod, som Robert Gilman definerer det, ”at integreres harmløst ind i den naturlige verden”[3], så har de stadig lang vej endnu.

Relokalisering og bioregional tænkning

Mange formoder at økosamfund stræber mod at være selvforsynende, hvilket sjældent er korrekt. De fleste betragter deres bioregion eller afvandingsområde som det område og den kultur, der skal forsøge at blive mere selvforsynende. Ved at støtte lokale initiativer såsom økologiske landbrug og lokale distributions netværk, så ressourcer ikke skal transporteret over lange afstande, fungerer økosamfund ofte som katalysator for reduktion af det økologiske fodaftryk for hele regionen.

Hvis vi så rent faktisk er på vej ned ad bakke hvad angår den globale olie- og energiproduktion, så kan vi rimeligvis forudse, at det vil lede til en udbredt re-lokalisering på grund af øgede transportomkostninger. Lokalsamfundene vil i stigende grad være nødt til at koncentrere sig om lokal fremstilling af mad, energi og andre varer, såvel som udvikling af en lokal styringsform, komplementær valuta og samarbejdskultur.

Økosamfund er et svar på presset fra klimaforandringer, udtømning af fossile brændstoffer og økonomisk nedgang. De er levende laboratorier, der stræber mod at have en livsstil af høj kvalitet og samtidig at bevare et relativt minimalt fodaftryk. Som sådan er de ideelle læringssteder, hvor studerende gennem deltagelse kan lære om bæredygtig udvikling og hvordan, vi alle kan leve i et ordentligt forhold til vores planet.

Næste afsnit: Tværkulturel indsigt Vs. Kulturel fordybelse
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

[1] Tinsley, S. and George, H. (2006) Ecological Footprint of the Findhorn Foundation and Community. Moray. Sustainable Development Research Centre, UHI Millennium Institute.

[2] Dawson, Jonathan. “Scottish Community Scores Lowest Ecological Footprint Ever Recorded.” Press Release (April 18, 2007)

[3] Gilman, Robert. “The Eco-village Challenge.” In Context: A Quarterly of Humane Sustainable Culture (Summer, 1991): 10-17.

Indlægget 10. Store vs. Små økologisk fodaftryk blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

9. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene?
Forrige afsnit handlede om Teori vs. Praksis.

Et overraskende antal Living Routes studerende har sagt noget i den retning, når de udveksler erfaringer på vores seminarer i økosamfund rundt i verden. Hver gang får det mig til at tænke:

1. Hvad skal vi bruge denne information til? Der er noget ved dette seminar, vi helst ikke nævner af frygt for at det skræmmer jer væk, men stol på os; I kommer til at elske det!
2. Hvad mener de studerende overhovedet med ”spirituel”?
3. Hvad siger denne kommentar om forskellen mellem den akademiske verden og økosamfund som uddannelsessteder for bæredygtig uddannelse?

Spiritualitet er ofte et misforstået og forkastet udtryk. Særligt på universiteterne, hvor det som regel opfattes som hokuspokus og new-age-agtigt – den diametrale modsætning til videnskabelig stringens. Selv professorer med et positivt syn på spiritualitet føler ofte, på grund af institutionens erklærede adskillelse af kirke og stat, at det er et for personligt eller upassende emne at udforske med de studerende.

Der er givet, at spiritualitet betyder mange forskellige ting for forskellige mennesker, inklusiv new-agers og religiøse fanatikere. For Living Routes betyder det et holistisk verdsligt verdenssyn, adskilt fra enhver form for religiøs ramme. Og det er ikke kun vores studerende, der laver denne adskillelse. I en undersøgelse fra 2010 blande 1.200 deltagere i alderen 18-29 år betegner 72% sig som ”mere spirituel end religiøs”.[1]

Snarere end at forbinde sig til noget særligt trossystem eller en guddommelig enhed, så handler spiritualitet tilsyneladende oftere om at sætte sig udover vores materialistiske kultur. Med Robert C. Fuller’s [2] ord, så handler det om ”at arbejde med spørgsmålet om hvordan vores liv passer ind i en større helhed”. Personligt definerer jeg spiritualitet som udforskning af vores forbundethed/interbeing[3] med hinanden og med vores verden.

Set med disse briller indbefatter spiritualitet nogle af de højeste idealer for uddannelse (og for livet!) – den er meningsgivende og udvikler kvaliteter som ansvarlighed, medfølelse og kærlighed.

Universiteter burde favne et mere spirituelt perspektiv

Jeg er ærgerlig over, at videregående uddannelser ikke favner et mere spirituelt perspektiv. Tværtimod, de fleste universiteter stræber mod at adskille vores hoveder fra vores hjerter – og typisk kun fokusere på hovedet. Som følge deraf har den akademiske verden tendens til, at understøtte et Newtonsk/Cartesisk verdenssyn, hvor universet betragtes som en maskine uden sjæl, der er til for at mennesker kan kontrollere og manipulere det. Dette paradigme, hvor verden ses som ”noget andet end os”, har den iboende egenskab at vores følelse af økologisk samhørighed mister værdi. Samme paradigme leverede det grundlæggende rationale for den industrielle revolution (og de fleste krige). Hvordan skulle vi ellers kunne gøre, hvad vi gør ved planeten og ved andre mennesker?

Heldigvis påpeger den akademiske verden selv det fejlagtige i dette verdenssyn. Fra fysik til kemi, fra biologi til psykologi; hvis der er noget det sidste århundrede har lært os, så er det at John Muir havde ret: ”Når vi prøver at udtage nogen del for sig selv, opdager vi, at det hænger sammen med alt andet i universet.”[4]. Det er på tide at vi indser at menneskeheden både er en uadskillelig del af – og afhængig af et kompliceret net/spind af forhold, som vi ikke har ”kontrol over”.

Spiritualitet opleves igennem egen og økosamfundets praksis

Så hvordan kan økosamfund tilbyde en mere spirituel kontekst for bæredygtig uddannelse? Jævnlig praksis af meditation og forskellige former for yoga er almindeligt forekommende i mange økosamfund og på Living Routes seminarer. For eksempel kan man midt i Auroville (et stort internationalt ”økosamfund” i Sydindien) finde The Matrimandir – et stort fristed for meditation. Dette er ikke et sted for religion eller dogmer. Det er ikke engang et sted for grupper. Det er et sted, hvor individer kan finde stilhed til at søge indre fred og visdom. Living Route tilbyder på kurset i Auroville en 48-timers ”vision quest” (søgen efter vision), for at støtte de studerende i at reflektere grundigt over deres forhold med sig selv, hinanden og verden.

Det der rækker ud over disse praktiser er, at de studerende ved at nedsænke sig i disse læringssamfund, ganske enkelt lærer at ”være den forandring, de ønsker at se i verden”. Skønt ingen af de økosamfund der er vært for Living Routes seminarer, er eksplicit religiøse, så indbefatter de fleste et holistisk, spirituelt verdenssyn. Når vi er i sådanne omgivelser er det naturligt at stille spørgsmål ved nogle af vores grundlæggende antagelser om, hvem vi er i verden. Beboerne (og de studerende) bliver støttet til at være i en indre proces og lade sig optage af livets store spørgsmål, såsom…

1. ”Hvad tror jeg på?”
2. “Hvordan kom jeg til at tro det?” Og måske allervigtigst,
3. “Hvad er mine muligheder?”

Økosamfund opfinder nye muligheder, ”nye historier” om at leve i ægte relation med hinanden og vores planet. Afprøvningen af disse nye måder at være til – og at høre til – er fundamentalt set en spirituel og transformerende øvelse. På trods af, at det er et besværligt koncept at udtrykke i fagbeskrivelsen, tror jeg, at det er, hvad de tidligere studerende husker som et af de mest gennemgribende aspekter af deres økosamfunds-studieophold.

Næste afsnit: Store vs. Små fodaftryk.

Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

[1] https://usatoday30.usatoday.com/news/religion/2010-04-27-1Amillfaith27_ST_N.htm

[2] “Spirituality exists wherever we struggle with the issue of how our lives fit into the greater cosmic scheme of things. This is true even when our questions never give way to specific answers or give rise to specific practices such as prayer or meditation. We encounter spiritual issues every time we wonder where the universe comes from, why we are here, or what happens when we die. We also become spiritual when we become moved by values such as beauty, love, or creativity that seem to reveal a meaning or power beyond our visible world. An idea or practice is “spiritual” when it reveals our personal desire to establish a felt-relationship with the deepest meanings or powers governing life.” ― Robert C. Fuller

https://www.goodreads.com/author/quotes/85923.Robert_C_Fuller

[3] Understanding Interbeing: The idea of “Interbeing” – introduced by Thich Nhat Hanh into the North American Buddhist vocabulary – may be viewed as a formulation of the doctrine of  ”dependant co-arising” in the Paticca-samuppada-vibhanga Sutta.  In the Heart of Understanding – Thay’s commentary on the Heart of the Prajnaparamita Sutra – he writes:

If you are a poet, you will see clearly that there is a cloud floating in this sheet of paper. Without a cloud, there will be no rain; without rain, the trees cannot grow; and without trees, we cannot make paper. The cloud is essential for the paper to exist. If the cloud is not here, the sheet of paper cannot be here either. So we can say that the cloud and the paper inter-are. “Interbeing” is a word that is not in the dictionary yet, but if we combine the prefix “inter-“ with the verb “to be,” we have a new verb, inter-be.

The observation that we “inter-are”, while true and poetic is not really the most important element of “Interbeing”.  The important part is the realization that there is no independant self – that the perception of self, of “me”, of “mine” is an illusion.  Awareness that “I” am made of “n0n-I” elements leads to the understanding of non-self and it is the realizaton of non-self that brings an end to suffering. https://bodhileaf.wordpress.com/2009/05/25/understanding-interbeing/

[4] Muir, John. My First Summer in the Sierra. New York, 1911:110.

Indlægget 9. Verdslig vs. Spirituel blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

I denne artikel fra 2011 udforsker Daniel Greensberg (PhD) hvordan vi kan give studerende den bedst mulige inspiration, viden og erfaring til at skabe mere bæredygtig livsformer. Og han begrunder hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfund som uddannelsessteder, når vi uddanner til bæredygtig udvikling. Daniel Greensberg bor i Sirius Community, Massachusetts, USA. Han var leder af Living Routes, der i 1999-2014 sendt mere end 1400 amerikanske universitetsstuderende på lev-og-lær kurser i økosamfund over hele verden. Daniel var formand for Global Ecovillage Network i årene 2015-2019.

Oversættelse: Ditlev Nissen.

I 2014 oversatte jeg artikelserien til Landsforeningen for Økosamfunds (LØS) hjemmeside. Da jeg i 2016 lagde artiklen her på siden, faldt jeg her over en ny udgave af Daniels artikel Academia’s Hidden Currriculum and Ecovillages as Campuses for Sustainability Education. Det gav anledning til at opdaterer den tidligere oversættelse. I 2020 er jeg medarrangør af LØS’s årsmøde med temaet Forskning i Økosamfund, hvorfor at artiklen redigeres og udgives på ny.  

Artiklens 13 afsnit

1. Økosamfund som læringsrum og forskningsobjekt – af Ditlev Nissen.
2. Hvad er et økosamfund?
3. Konventionel vs. Eksperimenterende
4. Hierarkisk vs. Heterakisk
5. Konkurrence vs. Samarbejde
6. Fragmenteret vs. Tværfaglig viden
7. Umiddelbar nærhed vs. Fællesskabets intimitet
8. Teori vs. Praksis
9. Verdslig vs. Spirituel
10. Store vs. Små økologiske fodaftryk
11. Tværkulturel vs. Kulturel fordybelse
12. Problem vs. Løsningsorienteret
13. Fire grunde til at økosamfundene har brug for den akademiske verden

To lærings paradigmer

I afsnit 12 opfordre Daniel Greensbert læserne til at sammenligne hvilken tilgang den akademiske verden og henholdsvis økosamfundene som hovedregel har til problemer som peak oil og klimaforandringer.

(Bemærk: Sammenligningerne repræsentere nogle sort-hvide ydre positioner der ikke eksistere i den virkelige verden.)

Indlægget Hvordan uddanner vi til en bæredygtig fremtid? blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

8. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Umiddelbar nærhed vs. Fællesskabets intimitet.

Hvorfor foretrækker jeg en kandidat frem for en Ph.D.? For det første så sidder Ph.D.’er på toppen af den disciplin-centrerede akademiske pyramide. Eftersom de har tilbragt årevis med at forske i meget specifikke emner, er det forståeligt, at de har en tendens til at bringe enhver diskussion ind på deres eget område. Skønt en sådan dybdegående arbejdsindsats både er beundringsværdig og nødvendig, så er undervisere i bæredygtighed nødt til at fokusere bredt og arbejde tværgående, og således forbinde Jorden og livet med social- og sundhedsvidenskab, filosofi, økonomi, forretning med mere. Jeg oplever, at kandidater generelt både er mere villige og bedre i stand til at forbinde disse punkter, bygge broer og dele vores fundamentale historie om gensidig afhængighed.

Den anden årsag til, at jeg foretrækker kandidater til posten er, at de ofte ser deres eksamenspapir som et adgangsbevis til interessant arbejde i den ”virkelige verden”. Ph.D.-programmer har derimod en tendens til at tiltrække og uddanne ”lænestols-teoretikere”, der fastholder et afkoblet og abstrakt perspektiv på verden. Mange Ph.D.’er (særligt dem der bliver professorer) oplever viden som passiv og ude af kontekst og mener, at viden bedst gives videre gennem belærende forelæsninger, tekstbøger og multiple-choice eksaminer.

Der ligger en nobel hensigt bag idéen om, at vi objektivt er i stand til at adskille vores følelser og holdninger fra det vi studerer, men idéen er mere et teoretisk koncept end en realitet. Ingen forskning er fri for værdier. De problemstillinger vi vælger, måden vi observerer, udtrækker og analyserer vores data, samt hvordan vi præsenterer vores resultater, er alt sammen påvirket af, hvem vi er. ”Vi studerer ikke naturen.”, sagde Rollo May. ”Vi undersøger undersøgerens forhold til naturen.”[1]

Vi er nødt til at uddanne ”samfunds-byggere” der kan skabe bæredygtige modeller

Nutidens spirende unge ledere står overfor en verden i forandring. En verden hvor teknologiske fremskridt overhaler vores kollektive visdom og modenhed. Selvfølgelig er vi nødt til at uddanne (og sommetider endda ansætte!) Ph.D.’er. Men samtidig, og måske er det endnu vigtigere, er vi nødt til at uddanne ”samfunds-byggere” – videnskabsmænd i praksis – der har den viden, de evner og det engagement, der skal til for at skabe bæredygtige modeller for hvordan vi kan leve og arbejde sammen på fredelige og produktive måde.

For at overleve og blomstre må økosamfund have fokus på den type viden og visdom, der kan føres ud i praksis i den virkelige verden. Teorien baserer sig på ”hvad der virker”. Økosamfund er i sagens natur deltagerbaserede, opdagelsesbaserede og eksperimenterende. Skønt kun få økosamfunds-undervisere har en doktorgrad, føler jeg, at mange har en viden, der svarer til adskillige Ph.D.’er indenfor forskellige områder. En ekspertise de har opnået gennem årtiers erfaring og eksperimenter.

Det er sådanne undervisere, der har lært Living Routes studerende at genskabe den tørre tropiske skov i Tamil Nadu i Indien; at designe og etablere permakultur-haver på skoler i Brasilien; at bygge genbrugsstationer i Mexico og drivhuse i USA med brug af lokale naturlige materialer; samt at bidrage til at den første fairtrade-kontrakt i Peru. Og det er tydeligt, at de studerende gennem disse praktikophold fik evner og en viden, der er mere brugbar i den virkelige verden, end nogen viden de kunne få på selv de bedst kurser og seminarer.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne anerkende den stigende miljømæssige og sociale ansvarlighed indenfor den akademiske verden. Foreningen for fremme af bæredygtighed i videregående uddannelser (The Association for the Advancement of Sustainability in Higher Education – AASHE) har på nuværende tidspunkt registreret 47 bachelorgrader, 40 kandidatgrader og 8 doktorgrader i bæredygtighed. Så måske vil det fremover blive muligt at hyre undervisere med en doktorgrad i ”almen bæredygtighed i praksis”. Det ville være en god ting, ikke kun for Living Routes, men for fremtiden her på Jorden.

Næste afsnit: Verdslig vs. Spirituel.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.

[1] May, Rollo. Opening remarks at session one of the association for humanistic psychology theory conference. Tucson, AZ, April 4, 1975.

Indlægget 8. Teori vs. Praksis blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

Det er konklusionen på forskningsprojektet COMPASS, Collective Movements and Pathways to Sustainable Societies, hvor fem universitetsforskere, i samarbejde med medlemmer fra grønne fællesskaber, har studerede ti grønne fællesskaber for at forstå, hvordan de påvirker miljøadfærd, sociale normer og institutioner i det danske samfund.

Undersøgelsen viser at nogle økosamfund har et markant lavere CO₂ aftryk end andre, mens andre ligger tæt på det normale. Det betyder at mange af de danske økosamfund kan reducere deres CO₂ aftryk yderligere, ved at lære af andre økosamfunds erfaringer. Og vigtigst – Danmark kan lære af økosamfundene! Derfor bør der inden for kort tid igangsættes et stort ambitiøst forskningsprojekt, hvor der indsamles en dybtgående viden om økosamfund i ind- og udland, som kan danne baggrund for en national strategi for hvordan ændringer i danskernes bo- og livsformer kan bidrage til reduktion af Danmarks CO₂ udslip. Målet er at udvikle strategier for omdannelsen af vores by- og lokalsamfund til en mangfoldighed af lokalsamfund præget af høj livstilfredshed, lav miljøbelastning og lokal udvikling.

Markante forskningsresultater

På Landsforeningen for Økosamfunds årsmøde den 3. oktober blev forskningsresultaterne præsenterede. De viser at:

• Husholdninger i økosamfund har et CO2 aftryk der i gennemsnit er 32 % lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. (Variationen i økosamfundene ligger fra 2 % til 60 % lavere end gennemsnittet).
• Medlemmer af grønne fællesskaber, der i gennemsnit har et CO2 aftryk på 8,4 ton pr. år, har en lidt større livstilfredshed sammenlignet med den mest forbrugende fjerdedel af danskerne, der har et gennemsnitligt CO2 aftryk på 22,6 ton.

Se præsentation v. Maria Toft Möller-Christensen, Ph.D.-Stipendiat, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Fysiske og sociale infrastruktur er et afgørende virkemiddel

Quentin Gausset, lektor i antropologi og leder af COMPASS-forskningsprojektet, fortalte sammen med Anette Højte Hansen, Ph.d.-stud., Institut for Antropologi., om forskningsresultaterne ud fra fem perspektiver:

Fælles identitet

Mange fortæller at de var desperate når de var alene og skulle finde tilfredsstillende handlemåder i forhold til klima- og miljøudfordringerne. I miljøfællesskaberne var de ikke længer alene. De blev en del af en større bevægelse der gav dem mod, inspiration og ideer til at handle på måder der opløste deres desperation. Samtidig var det indledningen på en lang rejse, hvor de hele tiden bliver bedre til at handle på udfordringerne.

Fælles infrastruktur

Her er der både tale om en fysisk og en social infrastruktur. Den fysiske handler om at have adgang til faciliteter man ikke har adgang til som individ og hvor der er nogle stordriftsfordele, der er med til at reducere ens CO₂ aftryk. Faciliteter som fjernvarme, pilefordampningsanlæg (biologisk spildevandsrensning), affaldshåndtering, fællesspisning, delebiler med mere.

Den sociale infrastruktur handler om fællesskabets arbejdsgrupper. Når man er alene som individ, skal man tage stilling til mængder af komplekse spørgsmål som energi, affaldssortering, hvordan jeg spiser, transport med mere. Emner der er svære at magte og gå i dybden med, fordi der er så meget at skulle sætte sig ind i, at det bliver en umulig opgave. I fællesskabet er der arbejdsgrupper der går i dybden med de enkelte spørgsmål, som tager stilling, udarbejder løsningsforslag og kommer med anbefalinger til fællesskabet. Her kan det enkelte medlem sammen med sin arbejdsgruppe gå i dybden med nogle enkelte emner og samtidig læne sig ind i de andre arbejdsgruppers vidensdeling og anbefalinger. Dermed bidrager fællesskabet med stillingtagen og handling på det enkelte individs vegne, samtidig med at alle individer, via deres engagement i forskellige arbejdsgrupper, bidrager til fællesskabets fælles viden og handlemuligheder, som dermed er med til at reducere det enkelte medlems CO₂ aftryk. Den fysiske og sociale infrastruktur gør en kæmpe forskel og er formodentligt det vigtigste virkemiddel i et miljøfællesskab.  

Vidensdeling

Hver gang et fællesskab samles sker der vidensdeling. Om transport, energi, tøj eller mad – den seneste nye viden man har hørt om, læst om, eller fået i forbindelse med et indkøb, bliver delt. Så der er en uformel vidensdeling hver gang folk mødes til spisning, møder, arbejdsdage m.m. Andre forskere har været skeptiske over for forskningsresultaterne, da medlemmer af miljøfællesskaber allerede var grønne inden de blev medlem af fællesskabet, hvorfor de i forvejen har et lavere CO2 aftryk. Denne skepsis tilbagevises af undersøgelsen der viser, at jo længere man har været medlem af et grønt fællesskab, des lavere er ens CO₂ aftryk, hvilket viser at den læring der sker i fællesskabet, er med til at gøre en forskel.

Selvfølgelig var folk bevidste inden de blev medlem af miljøfællesskabet, men mange siger, at de har lært meget nyt, som de ikke var bekendte med inden de gik ind i fællesskabet. Fx har den der var ekspert i energi, lært nyt om landbrug, kost, tøj m.m. Så den vidensdeling der uformelt sker i fællesskabet, er også en forklaring på det lavere CO₂ aftryk.

Politisk indflydelse

Man råbere højere og er bedre organiseret når man er flere sammen. Og det er nemmere at løfte store opgaver, fx når man skal bygge et nyt økosamfund og sikre at kommunen laver en lokalplan der tager hensyn mere til miljøvenlige og kollektive løsninger. Miljøfællesskaber har også mere politisk indflydelsen end andre mennesker, fordi de er frontløbere der udvikler ny viden og erfaringer, som er med til at bane vej for større samfundsmæssige forandringer. Det kan sammenlignes med det der er sket inden for økologi og vindmøller, hvor mange af eksperimenterne er gjort af civilsamfundets frontløbere, før det opnåede anerkendelse og er blevet en del af samfundets almene udvikling.

Økosamfund gør det på forskellige måder

Nogle økosamfund har et markant lavere CO₂ aftryk end andre (60 % under gennemsnittet) , mens andre ligger tæt på det normale (2 % under gennemsnittet). Det betyder at der er stor mulighed for, at økosamfundene kan lære af hinandens erfaringer, med henblik på at reducere det enkelte økosamfunds CO₂ aftryk yderligere.

Undersøgelsen hviler i mange af fællesskaberne på for få respondenter. Derfor vil det give dyb mening at lave endnu en undersøgelse, før man kan lave nogle validerede konklusioner på detaljerne i undersøgelsen.

Præsentation v. Quentin Gausset, lektor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Samt artiklen Et bofællesskab og en bevægelse: en antropologisk analyse af økosamfundsaktivisme på tværs af skalaer af Anette Højte Hansen, Ph.d.-stud., Institut for Antropologi.

Ambitiøst forskningsprojekt i økosamfund

Når jeg ser på økosamfund i ind- og udland, så har økosamfundsbevægelsen meget at byde på i forhold til den samfundsomdannelse som Danmark og verden står overfor.

• Økosamfund og miljøfællesskaber kan bidrage med løsninger på klima- og miljøkrisen, der samtidig kan indeholde svar på kriser som livstilfredshed, ensomhed, landsbydød, demokratisk underskud m.m.
• Udviklingen af økosamfund har en bottom-up udviklingsdynamik, der har ligheder med udviklingen af Danmarks vindmølleeventyr og økologisucces. Danmark har en folkelig innovativ bottom-up dynamik, samt en særlig demokratisk og folkeoplysende kultur, som det er værd at dyrke og fremelske, med henblik på at fremme den store samfundsomdannelse vi står overfor.
• Økosamfund som bosætningsmodel kan danne grundlag for et, endnu uopdyrket, kommercielt eventyr, der endnu engang vil understrege Danmarks rolle som foregangsland. Skal det lykkes skal der laves en national udviklingsstrategi, der afprøver og udvikler modeller i stor skala i mange typer af boligområder og lokalsamfund.

Afsæt 125 millioner til forskning i økosamfund

Mit håb er at Landsforeningen for Økosamfund i samarbejde med folk fra universiteterne kan få etablerede et stort tværfagligt forskningsprojekt, hvor forskere og ph.d.-studerende fra 15-20 forskellige fakulteter (fx folkesundhed, offentlig forvaltning, jura, økonomi, energi, biologi, sociologi, børneliv, demokrati, læring, byggeteknik, organisation, erhvervsudvikling, landdistriktsudvikling m.m.) fordyber sig i økosamfundenes virkemidler, barrierer og udviklingsmuligheder.

Formålet er at indsamle en dybdegående viden om økosamfund i ind- og udland, der kan danne baggrund for en national strategi for hvordan ændringer i danskernes bo- og livsformer kan bidrage til indfrielse af 70 % reduktion af Danmarks CO₂ udslip.

På lang sigt skal denne viden bidrage til at omdanne Danmark til et konglomerat af by- og lokalsamfund, der på mangfoldige måder er præget af høj livstilfredshed, lav miljøbelastning og lokal udvikling.

Sidste måneds artikel; Vi skal nytænke vores hverdagsliv, kredser om disse perspektiver og har et bud på hvordan folkeoplysning om bæredygtig udvikling og demokratisk fornyelse kan være med til at fremme den type udviklingsprocesser.

Invitation til at udvikle en prototype som alle økosamfund kan bruge

Som det fremgår, har nogle økosamfund et markant lavere CO₂ aftryk end andre, hvilket betyder at vidensdeling på tværs af økosamfundene kan være det næste skridt i muligheden for, at de enkelte økosamfund kan reducere deres CO2 aftryk yderligere.

Selv om Levefælleskabet Hertha i Skanderborg har ikke deltaget i COMPASS-projektet, har de siden 2018 arbejdet på at måle levefællesskabets bæredygtighed på fire bundlinjer. Rapporten og den metode de har benyttet kan ses i Herthas Bundlinjerapport 2018, som omtales herunder.

På temadagen kom Hertha med en invitation til, at flere økosamfund går sammen om at udvikle en prototype som alle økosamfund kan bruge til lave en årlig/tilbagevendende afrapportering af de fire bundlinjer/dimensioner. Invitationen kan ses i denne film om afrapportering de fire bundlinjer, som Hertha producerede til temadagen om forskning i økosamfund.

Herthas Bundlinjerapport 2018 introduceres på følgende måde: ”Årsrapporten har som formål at give et billede af livet i Hertha Levefællesskab ud fra 4 perspektiver: det kulturelle, det sociale, det miljømæssige og det økonomiske. Ved at beskrive disse fire fælles livsområder håber arbejdsgruppen, at bidrage til øget forståelse af hvordan helheden påvirkes af og hvordan delområderne fungerer. Rapporten er et første forsøg på at formidle et helhedsbillede af Hertha Levefællesskab til alle der bor i Levefællesskabet og til alle med interesse i og for Hertha.”

Økosamfund kan lære af hinanden og Danmark kan lære af økosamfundene

Som det fremgår af rapporten, har græsrodsforskerne på Hertha en anden måde at måle lokalsamfunds aftryk på, end den måde som forskerne i COMPASS-projektet har benyttet. Den ene måde at måle og tolke på er ikke mere rigtig end den anden måde. Forskelligheden viser den mangfoldighed af potentialer som universitets- og græsrodsforskere sammen kan udvikle:

• Der er lyst og motivation i økosamfundene, til at måle og forstå den bæredygtighed der udfoldes i det enkelte økosamfund. Og som Herta foreslår, er der brug for at få lavet en prototype for afrapportering der medtager den mangfoldighed af kulturelle, sociale, økonomiske og fysiske tiltag, som der tages rundt i de danske økosamfund og miljøfællesskaber. Formålet er at vi bliver i stand til at forstå og lære af det enkelte miljøfællesskabs unikke metoder, forstå den helhed som metoden indgår i, samt finde ud af hvordan metoden kan bruges i andre fællesskaber.
• Økosamfundene kan lære af hinanden. På det nære plan skal LØS bidrage til etablering af et dynamisk læringsfællesskab på tværs af økosamfund, der motiverer til en vedvarende stræben efter at nedskalere ressourceforbruget, genopbygge naturgrundlaget samt skabe gode og sunde rammer for det enkelte menneskes udfoldelse og livstilfredshed.
• Danmark kan lære af økosamfundene. På det store plan bør der igangsættes et omfattende nationalt forskningsprojekt med deltagelse af forskere der ved noget om energi, livstilfredshed, transport, fødevare, kultur, folkesundhed, byggeri, lokalplaner, beslutningsprocesser og konflikthåndtering, familieliv, børneliv, lev-og-lær pædagogik og meget mere.

VIGØR – Fortællinger fra den grønne frontlinje

VIGØR er en ’håndbog’ i organisering og pleje af grønne fællesskaber. Den er skrevet af beboere og aktivister i otte grønne miljøfællesskaber, sammen med forskerne fra COMPASS forskningsprojekt. I skabelsen af bogen har der været en gensidig læring og inspiration på tværs af de otte miljøfællesskaber. Jeg gætter på at andre kan inspireres og lære af bogen, der udkom i maj 2019. Har du lyst til at læse den, kan du download den som E-bog her.

Af Ditlev Nissen, der har været LØS’ repræsentant i COMPASS. Som en af hans sidste gerninger som formand for LØS i 2010-2015, var han med til at forhandle rammerne for COMPASS og forskningsprojektets samarbejde mellem universiteter og miljøfællesskaber, mellem universitetsforskere og græsrodsforskere.

Indlægget Næste skridt i forskning i økosamfund blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.

Dette er 1. afsnit af artiklen ’Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene’. Afsnittet er skrevet af Ditlev Nissen. De 12 efterfølgende afsnit er skrevet i 2012 af Daniel Greensberg (PhD), fra Living Routes, USA. Se artiklens Indledningen og indholdsfortegnelsen.

Hvorfor er jeg optaget af økosamfund som læringsrum? Christiania og Landsforeningen for Økosamfund (LØS) har været mine fremtidslaboratorier siden 1993. Karise Permatopia; 225 beboere i 90 nybyggede rækkehuse på 29 ha land med skov, landbrug, boliger og en ambition om at bliver selvforsynende med fødevare og energi, er fra 2018 mit hjem og fremtidslaboratorium.

LØS, Global Ecovillage Network og Gaia Education har igennem årene skabt rammer for møder, workshops og kurser, hvor folk fra økosamfundsbevægelsen har lært af og med hinanden. Som formand for LØS (2010-2015) fik jeg en dyb indsigt i økosamfundenes udviklingsdynamik og som facilitator/underviser har jeg faciliteret udviklingsprocesser i flere danske økosamfund. Desuden har jeg stået for to uddannelsesforløb inspirerede af Ecovillage Design Education. Grøn Ø Agent, et 6 weekenders lokalsamfundskursus på Bornholm (2012) og Omstillingsagent (2013), et 6-ugers kurser for ledige med udgangspunkt i den omstilling der sker i Lejre Økologiske Kommune. Disse erfaringer gør at jeg finder de læringsmuligheder, som Daniel Greensberg beskriver i sin artikel, både spændende og relevante.

“Communiversiteter” og lev-og-lær pædagogik

Økosamfundenes lev-og-lær pædagogik har meget til fælles med det jeg oplevede som underviser og konsulent i Center for Konfliktløsning (1997-2009). Lev-og-lær pædagogik er en kombinationen af aktionsbaseret læring, systemisk tænkning, samskabelse og fordybelse i omstilling på jeg-vi-verden niveau. Læringsrummet er praksisnært og helhedsorienteret og velegnet til uddannelse af både forandringsagenter, hverdagspraktikere og fremtidens ledere. I USA taler man om ”communiversities”, der er et spirende samarbejde mellem økosamfund og akademiske uddannelsesinstitutioner. Her tilbringer studerende et semester i et økosamfund og lærer om løsninger og færdigheder med afsæt i et helhedsorienteret syn på bæredygtighed. I Danmark kan økosamfundenes resultater efter 30 år beskrives på følgende måde:

• Lav miljøbelastning – en undersøgelse fra 2009 viste at tre danske økosamfund tilsammen havde et CO² udslip der er 60% under det danske gennemsnit. En undersøgelse fra 2020 viser at husholdninger i økosamfund har et co2 aftryk der er 30-50% lavere end den gennemsnitlige danske husholdning.
• Høj livskvalitet – fællesskaber der værdsætter mangfoldighed, der har en høj grad af inklusion og som udvikler nye måder at løse velfærdsopgaver på.
• Lokal udvikling – ”Øko-landsbyer er det bedste middel mod landsbydød vi har. Det virker med det samme, hvis man får et tilskud af sådanne ivrige mennesker.” Landsbyforsker Jørgen Møller, Aalborg Universitet

COMPASS forskningsprojekt fra 2020

Næste skridt i forskning i økosamfund fortæller om forskningsprojektet Collective Movements and Pathways to Sustainable Societies. Her studerede forskere fra Københavns Universitet 10 miljøfællesskaber for at forstå, hvordan de påvirker miljøadfærd, sociale normer og institutioner i det danske samfund.

Oplagt at forske i økosamfund

Danmark er det land i verden der har flest økosamfund i forhold til landets størrelse. Økosamfundene fremviser nogle resultater der indeholder kvalitative svar på de klima- og miljøudfordringer, som verden står over for. Derfor bør danske universiteter igangsætter et helhedsorienteret forskningsprojekt med forskere fra 10-20 fakulteter. Formålet skulle være at undersøge økosamfundenes effekt og virkemidler i forhold til ressourceforbrug, miljøbelastning, samspil med naturen, livsstilsforandringer, selvforvaltning, sundhed, økonomi, erhvervs- og landdistriktsudvikling, trossystemer, social kapital, velfærdsløsninger, lev-og-lær pædagoggik og meget mere.

Et sådan forskningsprogram, og etableringen af ”communiversities”, understøttes af Gaia Educations samarbejde med FN. Gaia Education har siden 2005 udviklet et pædagogisk pensum der bygger på best practice fra økosamfund over hele jorden. Det er bygget op om fire dimensioner af bæredygtighed – sociale, økonomiske, økologiske og verdensbillede – der knyttes sammen i en afsluttende praksisnært ‘whole systems design’. Læseplanen er udviklet af undervisere fra økosamfund verden over. Den er godkendt af United Nations Institute for Training and Research (UNITAR) og hilst velkommen af United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization (UNESCO) som et værdifuldt bidrag til FN-tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Kursusprogrammet udbydes af økosamfund på alle kontinenter. I Danmark er det udbudt i 2012 og 2014. Siden denne artikel er skrevet i 2014 er Gaia Educations e-learning, face-to-face programmer og projekter eksploderet ude i verden. Til gengæld er de imploderede i forgangslandet Danmark.

Vi uddanner som om der ikke er nogen planetarisk nødsituation

Daniel Greenberg skriver i indledningen til artiklen ’Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene’: ”Vi lever i en unik tid, ikke kun i menneskets historie, men i planetarisk historie. Fra krigen i Irak til krigen mod regnskove; fra globale markeder til global opvarmning – er det klart, at vi må lære at leve på måder, der ære alt liv. Som art synes mennesker næsten evolutionært uforberedt til at løse de globale problemer vi står over. I forretningsverdenen er hovedreglen ”business as usual” og i den politiske verden tænkes der kun frem til næste valg. Som Oberlin Professor, David Orr udtrykker det: “Vi uddanner stadig de unge, som om der ikke var nogen planetarisk nødsituation.[1]

Vi skal bevæge os ud over den industrielle tidsalder og begynde at uddanne det 21. århundredes ledere. Ledere der ved hvordan vi kan helbrede Jorden og opbygge holdbare økonomier og bæredygtige samfund. Men hvordan gør vi? Einstein sagde engang: “Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem”. Vi er nødt til at bevæge os ud over den ​​traditionelle akademiske verdens elfenbenstårne og skabe universiteter og en pædagogik, der er bedre i stand til at uddanne til en bæredygtig fremtid. Det er her at økosamfund bliver interessante.”

[1] Orr, David. Earth in Mind. Washington, 1994, s. 27

Næste afsnit: Hvad er et økosamfund?

Læringsrum for bæredygtig omstilling: Foredrag af Ditlev Nissen.

Indlægget 1. Økosamfund som læringsrum og forskningsfelt blev vist første gang den Levende Lokalsamfund.