Christiania, Danmark og verden har brug for, at Christiania fornyer og udvikler fristaden. Fristaden skal styrke sig selv ved at forny sin beslutningsstruktur. Lyt, lær og eksperimenter. Gør fristaden endnu mere bæredygtig. Og opbyg den indre energi, så fristaden kan give regeringen baghjul!
Artiklen er skrevet i 2007, året efter jeg flyttede fra Christiania. I 2021 flyttede jeg tilbage til Fristaden. Artiklen er redigeret i marts 2026.
Fristadens kernesunde kultur
Sommerens Cirkus Spectaculum, folkefester, bundmøder på Fredens Eng, støttefester, juleaften, udstillinger og en søndag foran Månefiskeren. En aften på Operaen, Musikloppen, Jazzklubben eller Skt. Hans Aften på Børneengen. Eksempler fra et kulturliv der oser af magi og hjerteblod.
Alle der har en god ide, og et netværk der kan virkeliggøre den, har store chancer for at få lov til at bruge et eller flere af Christianias stemningsfulde lokaliteter. Der skal benarbejde til for få udleveret nøglerne. Men når fristaden først falder for ideen, kan meget lade sig gøre. Man betaler sit forbrug og en symbolsk leje. Skulle der komme et overskud ud af begivenheden, betales en afgift til Fristaden.
Fristadens kernesunde kultur er en fusion af den gode idé, gå på mod og frivilligt engagement. Og en legeplads hvor der er højt til loftet, et utal af inden- og udendørs rum og et mentalt frirum fri for økonomi og regler. Kulturen blomstrer, på trods af politisk pres og et politi, der som Sisyfos forsøger at forhindre markedskræfter i at fungere (her tænker jeg på danskernes efterspørgslen efter hash).
Turister der besøger Københavns Sociologiske Have oplever, at mennesker kan leve fristads-agtigt. En af grunden til, at Christiania er et internationalt anerkendt brand, er at fristaden taler ind i drømmen om at leve et enklere, friere og mere bæredygtigt liv. Et besøg i fristaden har den sammen effekt, som når Connie Hedegaard tage verdens ledende politikere til Grønland, hvor de kan se klimaforandringerne med egne øjne.
Men den nuværende regering evner ikke at se værdien af, at Danmark har et lokalsamfund der inspirerer mennesker til at vælge nærhed, fællesskab og enkelhed. En levevis der kunne udvikles på smukkeste vis, hvis regeringen slap normaliseringstrangen og så, at deres ide om ansvar og orden rent faktisk lever i fristaden – bare på en anden måde end de er vant til.
Fredelig mangfoldighed
Alle der kan leve med at møde fulde, skøre, skæve, ideologiske, stærke, kværulantiske, fordrukne, skønne højtråbende, strammere, idealister, pushere, bilfri bilister, frit løbende børn og løsgående hunde i Christianias gader, er velkommen. De eneste uvelkomne er voldsmanden der har fået karantæne, fordi han har forbrudt sig mod fristadens regler om ikkevold. Og selvfølgelig regeringens krigeriske politi, der skaber en tilstand af stress og aggression – uden at der kommet noget som helst godt ud af det.
Christiania er fredelig sameksistens af et utal af kulturer. Økoflippere, kunstnere, pushere, punkere, sumpere, grønlændere, socialpsykiatriske, venstreorienterede, spirituelle, et par konservative, skabs-Pia’ister, folk der er gået i stå og mange flere. Et mangfoldigt sammenrend, der på godt og ondt klare selvforvaltningens til tider mærkværdige udfordringer. Når lokummet brænder, håndteres situationen ud fra det menneskelige, frem for ud fra love og regler. Det er nemt at få tilgivelse og der er plads til at lære af sine fejl.
Det tolerante og tilgivende har sine skygger. Når det er svært at sætte grænser over for det respektløse. Når pøbelvældet gør sig til dommer over ret og uret. Eller når der ikke gribes ind over for sociale misforhold.
Politisk inkompetence
Fristaden hænger fast i en mental og social mistillid der gør Christiania politisk inkompetent. I forhandlingerne med Forsvars- eller Finansministeriet har forhandlingsgruppen en tendens til, at komme med svar, frem for stille spørgsmål. Christianitterne inviteres ikke til at være med til at analysere problemet og til at udarbejde løsningsforslag. Jeg tror det skyldes en blanding af fastlåste standpunkter, temaer der ikke (må) sættes til debat og en manglende åbenhed over for nye arbejdsmetoder.
Samtidig er der brug for en debat om de fastlåste standpunkter; ejerformer, beslutningsprocesser og boligpolitik, fordi beboere i og venner af Christiania ytre behov for fornyelse inden for de tre emner. Og ikke mindst i regeringens kamp mod fristaden, har Christiania brug for at skærpe sine ideer og strategier. Når centrale emner ikke sættes til debat og forhandlerne (lederne) kommer med svar i stedet for at stille spørgsmål, opstår der mistillid og politikerlede. Når der sker begynder den sociale energi at køre den forkerte vej.
Tillid til den frie tanke
Hvis forhandlingsgruppen i stedet for svar havde stillet spørgsmål inden for disse emner, og sagt ja til tilbuddet om hjælp til at gennemføre dialogbaserede mødeprocesser, er det sandsynligt at Christiania kunne havde udviklet et politisk udspil, der ville få en bredere opbakning end forhandlingsgruppens elitære udspil.
Et forhandlingsudspil der var udviklet i fællesskab, ville givet vis få forhandlingerne til at bryde sammen, fordi udspillet ville være uspiseligt for regeringen. Men hvis sammenbruddet ville øge fællesskabets bevidsthed om Christianias mål og midler, ville et det ikke betyde det store. Fristaden ville kunne klare sig bedre uden en aftale, end regeringen ville – indtil forhandlingerne ville blive genoptaget.
Det ville have været et sundhedstegn hvis forhandlingerne var brudt sammen. Både på grund af fristadens antiautoritære traditioner og for at give (noget) medløb til dem der hellere vil give systemet fingeren. Jeg tror et sammenbrud havde været sundt for os alle sammen – specielt hvis det førte til en øget og fælles bevidsthed om Christianias værdier og visioner.
Hvis et forhandlingsudspil havde et bæredygtigt perspektiv, der rakte ud over fristadens selvfede ‘bevar og forsvar’, er jeg sikker på, at Christiania trygt kunne læne sig op af den folkelige opbakning, som fristaden oplevede, da 100.000 mennesker kom til åbent hus, støttede af hundredvis af musikere og kogekoner, der bidrog til en fantastisk folkefest sidst i august 2003. Hvis Christiania har en nogenlunde bæredygtig profil, ville fristaden i en periode kunne stå på en antiautoritære linje, fordi fristaden som ingen andre i dette land kan rejse folkelig opbakning!
Kommunaldirektøren
I forhandlinger var der ingen betydningsfulde spørgsmål. Processen var ‘oppefra og ned’. Forhandlingsgruppe, der har et aktivistisk mandat, handlede som om mandatet var politisk. Sammen med Knud Foldschack udviklede gruppen et forhandlingsgrundlag, som fællesmødet skulle tage stilling til. Knud havde tilbudt at hjælpe Christiania med at gøre sig klar til en retssag mod staten. Men fordi det var hamrene kompliceret, og fordi forhandlingsgruppen ikke ville risikere at få røven i klaskehøjde, blev det overladt til Knud at fortælle om forhandlingernes status og videre forløb. Knud blev den kommunale embedsmand, der på det ene borgermøde efter det andet beroligede christianitterne, ved at gøre de politiske uoverensstemmelser til juridiske og strategiske spørgsmål. “‘Går det ikke som vi siger, lægger vi bare sag an mod staten!”
Senere blev Knud også forhandlingsleder og talsmand. Hvorfor han fik så megen magt, ved jeg ikke. Det må handle om respekten for advokatstanden, en manifestation af fristadens skjulte ledelse og en manglende evne til at arbejde med de interne uenigheder.
Det centraliserede forhandlingsforløb evnede ikke at lytte til græsrødder og venner. Forhandlingsgruppen lyttede ikke til det utal af forslag og kærlige kritik fra enkeltpersoner, fællesmøder, udstillinger, høringer og andet godt. Udarbejdelsen af udviklingsplanen i 2006 er dog et eksempel på det modsatte. Her arbejde man kreativt og inddragende med tingene – men rimelig tandløst, da planen gik uden om de interne uenigheder og konflikter.
Resultatet af den topstyret arbejdsform var, at christianitterne stemte nej til det forhandlingsgruppen havde forhandlet sig frem til. Forhandlerne vånder sig og taler afmægtigt med modparten i finansministeriet. Parterne fifler frem og tilbage og forhandlingerne genoptages. Forløbet minder om EU-afstemningerne, hvor den folkelige modstand køres træt i flere afstemninger? I mine øjne ligger fristaden som den har redt, fordi processerne har været for meget ‘top down’ og for lidt ‘bottom up’.
Skyggerne skaber sociale barrierer
Når emner ikke sættes til debat på en åben og respektfuld måde, opstår der skygger i det sociale felt. Den manglende dialog er med til at fremme, og legitimere, den aggressive tone der findes på fællesmøderne, fordi der er standpunkter og ideer der ikke mødes med respekt.
Når der ikke er rum for dialog og kollektiv politikudvikling på tværs af mangfoldige interesser, psykologiske mønstre og sociale barrierer, er det svært at få fristaden i politisk offensiv. Samtidig begynder den sociale energi at køre den forkerte vej. Folk bliver afmægtige.
Som jeg ser det, slider de dårlige beslutningsprocesser langt mere på den det sociale engagement, end politiets ulidelige Sisyfos aktioner gør det. Forskellen på de to negative impulser er, at fristaden ikke har magt over politiet, men den har magt over valget af politiske arbejdsmetoder!
Det siges, at det der sker i Christiania, er et billede på det der sker i samfundet. Ja, det politiske liv i Danmark er lige så elendigt som i Christiania. Derfor er det vigtigt, at Christiania eksperimenterer og udvikler den beslutningsmæssige og politiske side af selvforvaltningen. Og bringer sine kulturelle ‘højt til loftet’ ind i fristadens beslutningsprocesser.
Vælg det livgivende
Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg sætte en udviklingsproces i gang, der har til formål at udvikle fristadens beslutningsformer – og give liv til en politisk offensiv. Og styrke fristaden og Christianias målsætningen ved at invitere til kurser i konfliktløsning, økonomi, selvforvaltning og bæredygtighed.
Og åbne fristaden som ‘klasseværelse’ for undervisning i bæredygtig livsstil. Christiania er den perfekte ramme for den lev & lær pædagogik der er udviklet i den globale økosamfundsbevægelse.
Christiania er – eller har været? – det frieste samfund i verden. Men christianitterne er ved at sætte det over styr, fordi fristadens beslutningsprocesser er stagneret! Christiania har brug for at gøre noget nyt. Andre kan ikke gøre det for jer. Vi andre kan inspirere og hjælpe – fordi vi elsker Christiania og fordi vi gerne vil have en eksperimenterende fristad i hjertet af København.
Tillykke med aftale
Efter artiklens deadline har Christiania indgået en aftale der ser ud til at være i fristadens favør. Tillykke! Men forandringspresset er lagt fra overstået. Som Klaus Danzer fra Kontaktgruppen siger i Information d. 28/8 2007: “Hvis ikke Christiania formulerer sine opfattelser og meninger ind i vedtægterne for fondene, vil andre gøre det.”
Selvom Christianias muligheder for kreativitet og fritænkning hele tiden bliver mindre, er ‘bottom up’ stadig en mulighed. Men det forudsætter at ”lederne” begynder at stille spørgsmål, frem for hele tiden at komme med svar.
I 2024 skrev jeg en række artikler, der kalder på fornyelse i Christianias demokratiske og politiske kultur. Du finder dem på her.