9. Verdslig vs. Spirituel

“Jeg havde ingen anelse om at dette kursus ville være så spirituelt. Havde jeg vidst det på forhånd, ville jeg sikkert ikke have taget af sted. Når jeg ser tilbage på det, var kursets spirituelle orientering det mest meningsfulde for mig.”

9. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Teori vs. Praksis.

Living Routes studerende på Arunachula bjerget i Indien.
Living Routes studerende på Arunachula bjerget i Indien.

Et overraskende antal Living Routes studerende har sagt noget i den retning, når de udveksler erfaringer på vores seminarer i økosamfund rundt i verden. Hver gang får det mig til at tænke:

  1. Hvad skal vi bruge denne information til? Der er noget ved dette seminar, vi helst ikke nævner af frygt for at det skræmmer jer væk, men stol på os; I kommer til at elske det!
  2. Hvad mener de studerende overhovedet med ”spirituel”?
  3. Hvad siger denne kommentar om forskellen mellem den akademiske verden og økosamfund som uddannelsessteder for bæredygtig uddannelse?

Spiritualitet er ofte et misforstået og forkastet udtryk. Særligt på universiteterne, hvor det som regel opfattes som hokuspokus og new-age-agtigt – den diametrale modsætning til videnskabelig stringens. Selv professorer med et positivt syn på spiritualitet føler ofte, på grund af institutionens erklærede adskillelse af kirke og stat, at det er et for personligt eller upassende emne at udforske med de studerende.

Der er givet, at spiritualitet betyder mange forskellige ting for forskellige mennesker, inklusiv new-agers og religiøse fanatikere. For Living Routes betyder det et holistisk verdsligt verdenssyn, adskilt fra enhver form for religiøs ramme. Og det er ikke kun vores studerende, der laver denne adskillelse. I en undersøgelse fra 2010 blande 1.200 deltagere i alderen 18-29 år betegner 72% sig som ”mere spirituel end religiøs”.[1]

Snarere end at forbinde sig til noget særligt trossystem eller en guddommelig enhed, så handler spiritualitet tilsyneladende oftere om at sætte sig udover vores materialistiske kultur. Med Robert C. Fuller’s [2] ord, så handler det om ”at arbejde med spørgsmålet om hvordan vores liv passer ind i en større helhed”. Personligt definerer jeg spiritualitet som udforskning af vores forbundenhed/interbeing[3] med hinanden og med vores verden.

Set med disse briller indbefatter spiritualitet nogle af de højeste idealer for uddannelse (og for livet!) – den er meningsgivende og udvikler kvaliteter som ansvarlighed, medfølelse og kærlighed.

Universiteter burde favne et mere spirituelt perspektiv

Jeg er ærgerlig over, at videregående uddannelser ikke favner et mere spirituelt perspektiv. Tværtimod, de fleste universiteter stræber mod at adskille vores hoveder fra vores hjerter – og typisk kun fokusere på hovedet. Som følge deraf har den akademiske verden tendens til, at understøtte et Newtonsk/Cartesisk verdenssyn, hvor universet betragtes som en maskine uden sjæl, der er til for at mennesker kan kontrollere og manipulere det. Dette paradigme, hvor verden ses som ”noget andet end os”, har den iboende egenskab at vores følelse af økologisk samhørighed mister værdi. Samme paradigme leverede det grundlæggende rationale for den industrielle revolution (og de fleste krige). Hvordan skulle vi ellers kunne gøre, hvad vi gør ved planeten og ved andre mennesker?

ego-vs-natureHeldigvis påpeger den akademiske verden selv det fejlagtige i dette verdenssyn. Fra fysik til kemi, fra biologi til psykologi; hvis der er noget det sidste århundrede har lært os, så er det at John Muir havde ret: ”Når vi prøver at udtage nogen del for sig selv, opdager vi, at det hænger sammen med alt andet i universet.”[4]. Det er på tide at vi indser at menneskeheden både er en uadskillelig del af – og afhængig af et kompliceret net/spind af forhold, som vi ikke har ”kontrol over”.

Spiritualitet opleves igennem egen og økosamfundets praksis

Så hvordan kan økosamfund tilbyde en mere spirituel kontekst for bæredygtig uddannelse? Praktisering af meditation og forskellige former for yoga er almindeligt forekommende i mange økosamfund og på Living Routes seminarer. For eksempel kan man midt i Auroville (et stort internationalt ”økosamfund” i Sydindien) finde The Matrimandir – et stort fristed for meditation. Dette er ikke et sted for religion eller dogmer. Det er ikke engang et sted for grupper. Det er et sted, hvor individer kan finde stilhed til at søge indre fred og visdom. Living Route tilbyder på kurset i Auroville en 48-timers ”vision quest” (søgen efter vision), for at støtte de studerende i at reflektere grundigt over deres forhold med sig selv, hinanden og verden.

Det der rækker ud over disse praktiser er, at de studerende ved at nedsænke sig i disse læringssamfund, ganske enkelt lærer at ”være den forandring, de ønsker at se i verden”. Skønt ingen af de økosamfund der er vært for Living Routes seminarer, er eksplicit religiøse, så indbefatter de fleste et holistisk, spirituelt verdenssyn. Når vi er i sådanne omgivelser er det naturligt at stille spørgsmål ved nogle af vores grundlæggende antagelser om, hvem vi er i verden. Beboerne (og de studerende) bliver støttet til at være i en indre proces og lade sig optage af livets store spørgsmål, såsom…

  1. ”Hvad tror jeg på?”
  2. “Hvordan kom jeg til at tro det?” Og måske allervigtigst,
  3. “Hvad er mine muligheder?”

Økosamfund opfinder nye muligheder, ”nye historier” om at leve i ægte relation med hinanden og vores planet. Afprøvningen af disse nye måder at være til – og at høre til – er fundamentalt set en spirituel og transformerende øvelse. På trods af, at det er et besværligt koncept at udtrykke i fagbeskrivelsen, tror jeg, at det er, hvad de tidligere studerende husker som et af de mest gennemgribende aspekter af deres økosamfunds-studieophold.

Næste afsnit: Store vs. Små fodaftryk.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg i 2011. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen i 2016.

[1] http://usatoday30.usatoday.com/news/religion/2010-04-27-1Amillfaith27_ST_N.htm

[2] “Spirituality exists wherever we struggle with the issue of how our lives fit into the greater cosmic scheme of things. This is true even when our questions never give way to specific answers or give rise to specific practices such as prayer or meditation. We encounter spiritual issues every time we wonder where the universe comes from, why we are here, or what happens when we die. We also become spiritual when we become moved by values such as beauty, love, or creativity that seem to reveal a meaning or power beyond our visible world. An idea or practice is “spiritual” when it reveals our personal desire to establish a felt-relationship with the deepest meanings or powers governing life.” ― Robert C. Fuller

http://www.goodreads.com/author/quotes/85923.Robert_C_Fuller

[3] Understanding Interbeing: The idea of “Interbeing” – introduced by Thich Nhat Hanh into the North American Buddhist vocabulary – may be viewed as a formulation of the doctrine of  ”dependant co-arising” in the Paticca-samuppada-vibhanga Sutta.  In the Heart of Understanding – Thay’s commentary on the Heart of the Prajnaparamita Sutra – he writes:

If you are a poet, you will see clearly that there is a cloud floating in this sheet of paper. Without a cloud, there will be no rain; without rain, the trees cannot grow; and without trees, we cannot make paper. The cloud is essential for the paper to exist. If the cloud is not here, the sheet of paper cannot be here either. So we can say that the cloud and the paper inter-are. “Interbeing” is a word that is not in the dictionary yet, but if we combine the prefix “inter-“ with the verb “to be,” we have a new verb, inter-be.

The observation that we “inter-are”, while true and poetic is not really the most important element of “Interbeing”.  The important part is the realization that there is no independant self – that the perception of self, of “me”, of “mine” is an illusion.  Awareness that “I” am made of “n0n-I” elements leads to the understanding of non-self and it is the realizaton of non-self that brings an end to suffering. http://bodhileaf.wordpress.com/2009/05/25/understanding-interbeing/

[4] Muir, John. My First Summer in the Sierra. New York, 1911:110.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *