8. Teori vs. Praksis

Skulle jeg vælge mellem to erfarne ansøgere til jobbet som underviser på et Living Routes kursus, hvor den ene havde en kandidatuddannelse, mens den anden havde en Ph.D., kunne jeg meget vel finde på at vælge kandidaten. Skønt denne præference nok ikke skaffer mig mange venner på de konservative universiteter, så er det et billede på endnu en kerneforskel mellem den akademiske verdens og økosamfundenes potentiale som campus for uddannelse i bæredygtighed.

8. afsnit i artiklen Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene? Forrige afsnit handlede om Umiddelbar nærhed vs. Fællesskabets intimitet.

Hvorfor foretrækker jeg en kandidat frem for en Ph.D.? For det første så sidder Ph.D.’er på toppen af den disciplin-centrerede akademiske pyramide. Eftersom de har tilbragt årevis med at forske i meget specifikke emner, er det forståeligt, at de har en tendens til at bringe enhver diskussion ind på deres eget område. Skønt en sådan dybdegående arbejdsindsats både er beundringsværdig og nødvendig, så er undervisere i bæredygtighed nødt til at fokusere bredt og arbejde tværgående, og således forbinde Jorden og livet med social- og sundhedsvidenskab, filosofi, økonomi, forretning med mere. Jeg oplever, at kandidater generelt både er mere villige og bedre i stand til at forbinde disse punkter, bygge broer og dele vores fundamentale historie om gensidig afhængighed.

Den anden årsag til, at jeg foretrækker kandidater til posten er, at de ofte ser deres eksamenspapir som et adgangsbevis til interessant arbejde i den ”virkelige verden”. Ph.D.-programmer har derimod en tendens til at tiltrække og uddanne ”lænestols-teoretikere”, der fastholder et afkoblet og abstrakt perspektiv på verden. Mange Ph.D.’er (særligt dem der bliver professorer) oplever viden som passiv og ude af kontekst og mener, at viden bedst gives videre gennem belærende forelæsninger, tekstbøger og multiple-choice eksaminer.

Der ligger en nobel hensigt bag idéen om, at vi objektivt er i stand til at adskille vores følelser og holdninger fra det vi studerer, men idéen er mere et teoretisk koncept end en realitet. Ingen forskning er fri for værdier. De problemstillinger vi vælger, måden vi observerer, udtrækker og analyserer vores data, samt hvordan vi præsenterer vores resultater, er alt sammen påvirket af, hvem vi er. ”Vi studerer ikke naturen.”, sagde Rollo May. ”Vi undersøger undersøgerens forhold til naturen.”[1]

Vi er nødt til at uddanne ”samfunds-byggere” der kan skabe bæredygtige modeller

Nutidens spirende unge ledere står overfor en verden i forandring. En verden hvor teknologiske fremskridt overhaler vores kollektive visdom og modenhed. Selvfølgelig er vi nødt til at uddanne (og sommetider endda ansætte!) Ph.D.’er. Men samtidig, og måske er det endnu vigtigere, er vi nødt til at uddanne ”samfunds-byggere” – videnskabsmænd i praksis – der har den viden, de evner og det engagement, der skal til for at skabe bæredygtige modeller for hvordan vi kan leve og arbejde sammen på fredelige og produktive måde.

For at overleve og blomstre må økosamfund have fokus på den type viden og visdom, der kan føres ud i praksis i den virkelige verden. Teorien baserer sig på ”hvad der virker”. Økosamfund er i sagens natur deltagerbaserede, opdagelsesbaserede og eksperimenterende. Skønt kun få økosamfunds-undervisere har en doktorgrad, føler jeg, at mange har en viden, der svarer til adskillige Ph.D.’er indenfor forskellige områder. En ekspertise de har opnået gennem årtiers erfaring og eksperimenter.

Living Routes kursister måler op under ophold i Brasilien.
Living Routes kursister måler op under ophold i Brasilien.

Det er sådanne undervisere, der har lært Living Routes studerende at genskabe den tørre tropiske skov i Tamil Nadu i Indien; at designe og etablere permakultur-haver på skoler i Brasilien; at bygge genbrugsstationer i Mexico og drivhuse i USA med brug af lokale naturlige materialer; samt at bidrage til at den første fairtrade-kontrakt i Peru. Og det er tydeligt, at de studerende gennem disse praktikophold fik evner og en viden, der er mere brugbar i den virkelige verden, end nogen viden de kunne få på selv de bedst kurser og seminarer.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne anerkende den stigende miljømæssige og sociale ansvarlighed indenfor den akademiske verden. Foreningen for fremme af bæredygtighed i videregående uddannelser (The Association for the Advancement of Sustainability in Higher Education – AASHE) har på nuværende tidspunkt registreret 47 bachelorgrader, 40 kandidatgrader og 8 doktorgrader i bæredygtighed. Så måske vil det fremover blive muligt at hyre undervisere med en doktorgrad i ”almen bæredygtighed i praksis”. Det ville være en god ting, ikke kun for Living Routes, men for fremtiden her på Jorden.

Næste afsnit: Verdslig vs. Spirituel.
Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.

[1] May, Rollo. Opening remarks at session one of the association for humanistic psychology theory conference. Tucson, AZ, April 4, 1975.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *