6. Fragmenteret vs. Tværfaglig viden

Googles direktør Eric Schmidt anslog for nogle år siden, at vi mennesker producerer lige så meget information på 2 dage, som vi gjorde fra civilisationens begyndelse og frem til 2003. Den eksponentielt stigende generering af viden er givet vis godt for Google, men jeg frygter at den stigende mængde data vil føre til, at viden på universitetsniveau bliver splittet og fragmenteret frem for at blive samlet og integreret.

Hvordan reagerer universiteterne på denne eksplosion af viden? De opretter selvfølgelig flere fagområder og underområder. I det 13. århundrede havde et typisk universitet 4 afdelinger (teologi, medicin, jura og kunst). I dag kan man tage en universitetseksamen indenfor mere end 1300 områder.

6. afsnit i Daniel Greenbergs artikel Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene. Forrige afsnit handlede om Konkurrence vs. Samarbejde.  Forrige afsnit var Konkurrence VS. Samarbejde.

På den ene side set er dette fantastisk – især hvis du er virkelig er interesseret i f.eks. socio-kybernetik, gravitationel astronomi, chronobiologi eller nanoteknologi (tjek listen, den er ret cool). Og jo, jeg sætter pris på specialisering. Hvis der er noget galt med mine ører eller min hals, kan du være sikker på, at jeg gerne vil tilses af en højtspecialiseret øre- næse- halslæge. Og jeg elsker hvordan kvantefysikken og elementær partikelfysik giver os en meget dybere forståelse af virkeligheden.

Reduktionisme en hindring for holisme

Problemet med specialisering er, at reduktionisme ofte er en hindring for holisme. Når vi oplagrer viden i til stadighed mere diskrete og isolerede beholdere, så har vi ikke blot problemer med at se skoven for bare træer, ofte kan vi ikke engang genkende træerne. Min Ph.D. handler om barnets udvikling. Jeg husker hvordan mine kolleger detaljeret kunne forklare hvorledes børnehavebørn visualiserer rumlige udfordringer eller hvordan et etårigt barn udvikler ”koordination af under-ekstremiteterne” (kunne vi ikke bare sig ”at gå”?). En ting der gjorde indtryk var, hvor få af min kollegaer der rent faktisk var interesserede i at være sammen med børn. En af de bedste ting jeg gjorde som studerende, var at få mit ”Early Education Teaching Certificate”. Dette blev dog betragtet som unormalt og irrelevant af mine kolleger indenfor ”barnets udvikling”.

Inddeling i fagområder skaber ofte en afgrænsning af fokusområdet, som kan virke ekskluderer på selv nærtbeslægtede emner. Det sker gennem udvikling af et unikt sprog for faget, og et krav om beherskelse af netop dette sprog som kriterium for medlemskab af ”vidensfællesskabet”. Dette er ikke noget lille problem, da f.eks. eksperter i atmosfærisk kemi, havforskere, biologer og populationsbiologer har svært ved at tale med hinanden og dele information om klimaforandringer.

Denne “silo-mentalitet” er hovedårsagen til at ”bæredygtighed” er et dilemma indenfor den akademiske verden. Det er ikke et spørgsmål om vigtighed (selvom nogle få fastholder dette argument). Det er snarere et spørgsmål om ”Hvor skal vi putte det hen?” – Hvilken silo hører det til i? Er det miljøvidenskab? En ingeniøropgave? Hører det til i kommunalplanen eller under regionen? Er det antropologi, økonomi, filosofi, uddannelse? Eller skal vi bare lade skraldemændene tage sig af det ….

Selvfølgelig er svaret “alle de ovennævnte” (og flere til), eftersom bæredygtighed helt grundlæggende er en tværfaglig viden, der ikke passer pænt ind under noget enkelt institut.

Nogle universiteter forsøger at imødekomme dette dilemma ved at udnævne et institut til det bæredygtige institut, men det er selvfølgelig fundamentalt ineffektivt. En almindelig løsning er at tilføje undervisning om bæredygtighed til de eksisterende uddannelser, så de studerende kan lære mere om bæredygtighed ud fra deres eget faglige synspunkt. Selvom dette er bedre end ingenting, synes jeg stadig at den strategi minder om Ptolemæus, der tilføjede epicykler til planeternes bevægelsesbaner i et forsøg på at bevare sin geocentriske model over himmellegemerne.

Vi har nu brug for en Kopernikansk, heliocentrisk revolution indenfor den akademiske verden. En revolution der vender vores verdensbillede på hovedet. Vi har brug for at forstå, at det miljømæssige og sociale ansvar ikke blot er et eventuelt tilvalg, men snarere er selve kernen i uddannelse i en post-bæreevne verden. Uheldigvis har ”universiteter i USA endnu ikke taget udfordringen op, og mange initiativer omkring bæredygtighed er blevet opløst til fragmenterede lappeløsninger, der undlader at tage hensyn til hvordan vores komplekse socio-økologiske systemer grundlæggende fungerer”[1].

Tværfaglig og holistisk tilgang til bæredygtighed.

Skønt jeg tror på at en bæredygtig revolution i den akademiske verden er nødvendig, og er i gang, så svare indsatsen til at vogte katte på et krydstogtskib der forsøger at vende i Panama kanalen (jeg har prøvet det.) I mellemtiden er jeg interesseret i at arbejde med steder der afprøver en mere tværfaglig og holistisk tilgang til bæredygtighed. Det er derfor at Living Routes’ lev-og-lær uddannelser alle er baseret i økosamfund, som er samfund der stræber efter at leve godt og samtidig formindsker deres økologisk fodaftryk.

Etablering af forskellige samtidige kredsløbs forudsætter at der tænkes i helheder og på tværs af fag.
Illustration af naturlige, sociale og økonomiske kredsløb i Karise Permatopia. Holistiske designs forudsætter at der tænkes i helheder og på tværs af fag.

Økosamfund anerkender at problemstillinger fra det virkelige liv sjældent eksisterer indenfor et enkelt fags grænser. For eksempel kræver beslutningen om at opstille en vindmølle, viden indenfor mange forskellige områder: teknologi, byggeteknik, regions- og kommunalplanlægning og forvaltning, såvel som sociologi og antropologi. At starte et økologisk landbrug krydser ligeledes flere fagområder: jordbrug, ernæring, filosofi og etik, forretningsførelse, uddannelse, kommunikation med mere. Living Routes lev-og-lær uddannelser, såsom bæredygtig samfundsudvikling, bæredygtighed i praksis, økologisk design, ledelse med social forandring og udvikling af et nyt verdensbillede, overlapper adskillige områder. Kurserne kan udbydes af flere forskellige institutter, fordi de ikke passer ind i den akademiske verdens opdeling i fagområder.

Skønt økosamfundene er i stand til at uddanne specialister, så er deres spidskompetence, at de er unikt placeret og udstyret i forhold til at uddanne generalister. Generalister der har et tværgående fokus og forbinder mange fagområder. Og som er i stand til at komplementere specialisterne, som har et mere traditionelt vertikalt fokus indenfor ét fagområde. ”Gud skabte ikke universet i henhold til strukturen af institutter på forskningsuniversiteterne.[2]”. Bæredygtighed kræver at vi tænker systemisk, holistisk og tværfagligt; og økosamfund er ideelle undervisningssteder for en sådan type uddannelse.

 

Næste afsnit: Artiklen er skrevet af Daniel Greensberg. Oversat og redigeret af Ditlev Nissen.

[1] Costanza, Robert. “The Role of Universities in Creating a Sustainable and Disirable Future.” Portland State University Sustainable Solutions (http://www.pdx.edu/sustainability/robert-costanza) (April 7, 2010).

[2] Armstrong, John as quoted in Honan, William. “Academic Disciplines Increasingly Entwine, Recasting Scholarship.” New York Times 23 Mar. 1994, late New York edition: A19.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *